165  nye boliger på Laanshøj er alt for mange, mener Øjvind Vilsholm. Arkivfoto: Martin Warming
165 nye boliger på Laanshøj er alt for mange, mener Øjvind Vilsholm. Arkivfoto: Martin Warming
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Ø om ny lokalplan for Laanshøj: "Den vil skade natur og miljø og koste millioner af kroner"

Enhedslisten tager afstand fra forslag til ny lokalplan for Laanshøj

"Flere boliger på Laanshøj er til skade for natur og miljø – og samtidig vil det bevirke, at kommunen skal bruge millioner til nyt institutionsbyggeri".

Sådan lyder dommen fra Enhedslistens byrådsmedlem Øjvind Vilsholm over forslaget til en ny lokalplan for Laanshøj-området.

De øvrige partier i byrådet har besluttet at sende et forslag til en ny lokalplan for Laanshøj-området i høring. Enhedslisten stemte imod, men det var ikke nok til at standse processen. Forslaget til ny lokalplan indebærer blandt andet, at der fremover gives tilladelse til at bygge op til 165 boliger i området i stedet for de 110 boliger, der oprindelig var regnet med.

Læs også: Udvalgsmedlemmer om : "Ny lokalplan er en god balance mellem forskellige hensyn"

Ændringen vil ifølge Enhedslistens byrådsmedlem Øjvind Vilsholm forringe områdets grønne kvaliteter.

"Flere boliger og en højere bebyggelsesprocent vil efterlade mindre lys og luft mellem husene og mindre plads til grønne arealer. De borgere, der allerede er flyttet ind i området, har ved at læse den nuværende lokalplan haft nogle forventninger til den resterende udbygning, som flertallet nu vælger at skuffe. Det er hverken rimeligt eller fornuftigt", skriver Øjvind Vilsholm i en pressemeddelelse.

Han mener, at det øgede antal boliger vil sænke herlighedsværdien for hele området og peger desuden på, at udbygningen vil gøre det nødvendigt at bygge en ny daginstitution i Værløse. 

"Flere børnefamilier i den vestlige del af Værløse vil betyde, at der ikke længere vil være plads til børn fra den østlige del af Værløse i institutionerne i Værløse Vest. Det betyder, at vi komme til at mangle en daginstitution i Værløse, og det kommer formodentlig til at koste os i omegnen af 20 millioner kroner", siger Øjvind Vilsholm.

Øget trafik

Endelig mener Øjvind Vilsholm, at flere borgere på Laanshøj ikke kan undgå at give flere problemer for myldretidstrafikken i gennem Værløse, hvor Kirke Værløsevej allerede nu tager lang tid at tilbagelægge.

"Flertallet lægger op til at afsætte midler til at forbedre trafikafviklingen, men det vil i bedste fald medføre, at forholdene forbliver uændrede, når der fremover skal presses endnu flere biler gennem Værløse. Og uanset, hvor hurtigt det så kan lade sig gøre, at få de mange flere biler gennem Værløse, så vil alle værløseborgere tabe på den udbygning. For flere biler giver øget forurening og dermed dårligere luft for alle, der bor i Værløse", slutter Øjvind Vilsholm i pressemeddelelsen.

Publiceret: 10. Januar 2017 15:46
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Furesø Avis

ANNONCER
Se flere