Ifølge børne- og skoleudvalgsformand Jane Isdal (SF) er børnene bedst tjent med, at den lille vuggestue slås sammen med den større børnehave.

Ifølge børne- og skoleudvalgsformand Jane Isdal (SF) er børnene bedst tjent med, at den lille vuggestue slås sammen med den større børnehave.

Børn flyttes rundt i Furesø

For få børn får kommunen til at integrere vuggestuen Cirklen med børnehaven Valhalla

Af
Steen Tue Bjerborg

Børn og pædagoger i den nordlige del af Furesø Kommune må indstille sig på snart at rykke tættere sammen.
Kommunen har besluttet at nedlægge den lille vuggestue Cirklen. I stedet flyttes børnene og pædagogerne til børnehaven Valhalla. Ifølge Børne- og Skoleudvaget er beslutningen taget, fordi der er for mange pladser til for få børn.
”Det er ikke holdbart i længden. Derfor er det vigtigt, at vi tilpasser antallet af pladser og sørger for de bedst mulige pædagogiske rammer for børnene”, forklarer Børne- og Skoleudvalgets formand, Jane Isdal (SF).

Forældre bekymrede

Kommunens beregninger viser, at der vil være ca. 120 institutionspladser i overskud i den nordlige del af kommunen næste år. Det er dog ikke vuggestuens skyld. Den er yderst populær, og her står børn på venteliste.
Derfor har forældrene, der blev orienteret om beslutningen i et brev i tirsdags, svært ved at se, hvordan en flytning og sammenlægning af institutionerne skulle forbedre deres børns pædagogiske rammer.
"Alle de forældre, jeg har talt med, synes, at det er enormt trist og synd. For vi har sådan nogle gode og hyggelige rammer med et fremragende personale", konstaterer vuggestuens forældrerepræsentant Stine Korsholm.
Børne- og skoleudvalgsformanden forstår godt forældrenes bekymring og ærgrelse. Men hun beder dem om at se de to institutioner, der allerede har fælles ledelse, som en samlet enhed. Så giver sammenlægningen langt mere mening, pædagogisk og økonomisk.
"Det kan godt være, at børnene ikke får det bedre i vuggestuen. Men det gør de, når de skal i børnehave", fastslår Jane Isdal og peger på, at sammenlægningen giver mulighed for en langt bedre udnyttelse af plads, økonomi og personale.

Legepladsen i vuggestuen Cirklen bliver snart permanent ryddet for børn. Foto: Steen Tue Bjerborg

Legepladsen i vuggestuen Cirklen bliver snart permanent ryddet for børn. Foto: Steen Tue Bjerborg

Beroliger forældre

Børne- og Skoleudvalgsformanden beroliger derfor forældrene med, at der er afsat 1 1/2 million kroner i budgettet til eventuelle forbedringer og udvidelser af børnehavens fysiske rammer i forbindelse med sammenlægningen. Hun lover samtidig, at flytningen ikke vil medføre ændringer i forhold til nomineringen og medarbejderne på de to institutioner. De følger med børnene.
Og så skærer man kun halvdelen af de overskydende 120 pladser væk for at være rustet til en fremtidig stigning i pladsbehovet.
”Vi vil have et stort fokus på at sikre den stabilitet i hverdagen, som børnene i de berørte institutioner har behov for og er vant til. Samtidig vil vi sørge for en grundig dialog mellem forvaltningen, forældrene og deres bestyrelser, de berørte medarbejdere og ledere, så flytningerne sker med børnenes trivsel i højsædet”, understreger Jane Isdal.
Det beroliger og glæder forældrenes repræsentant i vuggestuen Cirklen, Stine Korsholm.
"For os er det utroligt afgørende, at rammerne og medarbejderne i Cirklen flytter med til Valhalla. Det vil vi indgå i en konstruktiv dialog med kommunen om hun.
Kommunen har inviteret forældrene til informationsmøde den 28. november.
Ud over sammenlægningen af Cirklen og Valhalla flyttes institutionen Specialgruppen også til nye lokaler ved vuggestuen Majtræet og børnehaven Guldsmeden.

Vuggestuebørnene i Cirklen bliver flyttet til børnehaven Valhalla lige ved siden af Farum Park. Foto: Steen Tue Bjerborg

Vuggestuebørnene i Cirklen bliver flyttet til børnehaven Valhalla lige ved siden af Farum Park. Foto: Steen Tue Bjerborg

null

Publiceret 21 November 2011 03:00

SENESTE TV