Usselt:

Hvem stjæler fra Spejdernes Genbrug?

Den lokale frivillige organisation, Spejdernes Genbrug, oplever flere og flere, der napper ting fra spejdernes skur på genbrugsstationen

Af
Helene Stolle

Hvert år donerer Spejdernes Genbrug i Farum rigtig mange penge til socialt arbejde - både i Danmark men også i udlandet. Penge, der kommer fra salg af møbler, porcelæn, bøger, blade, tøj, elektronik og meget andet, som borgere giver til spejderne frem for at smide det ud. Men for øjeblikket oplever Spejdernes Genbrug, at der bliver fjernet møbler og andre ting, som borgere stiller i det lille hus, som spejderne har på Farum Genbrugsstation.
"Det er så respektløst overfor de borgere, der vælger at donere deres brugte ting til os og på den måde viser anerkendelse af det store sociale arbejde, der udføres. Det er ganske utroligt, at nogen overhovedet vil være bekendt at stjæle fra en frivillig organisation. Vi arbejder udelukkende for at støtte og hjælpe især børn og unge", siger Søren Ohlsen, der er formand for Spejdernes Genbrug.
Han er godt vred på de, der stjæler fra huset på Genbrugspladsen.
"Heldigvis har vi et utrolig godt samarbejde med de ansatte på Genbrugspladsen, og de er rigtig gode til at skride ind, når de ser nogen, der forsøger at fjerne varer fra huset. Derudover kommer mange af vores genbrugere ofte på pladsen for at sikre, at værdifulde varer bliver bragt i sikkerhed i et aflåst rum", fortæller Søren Ohlsen og tilføjer, at flere og flere borgere heldigvis er begyndt at aflevere deres varer direkte i hallen hos spejderne på Havremarken 10.
"Her er der åbent hver tirsdag aften, og så har vi også udvidet med søndag eftermiddag", fortæller Søren Ohlsen.

En million kroner

At Spejdernes Genbrug er et stort foretagende, der nyder opbakning fra både borgere, der forærer ting til loppemarkedet, og kunder fra nær og fjern, ses tydeligt på de resultater, der opnåes. 
"I år vil vi kunne udbetale mere end én million kroner til socialt arbejde. Det er imponerende", siger Søren Ohlsen og sender en stor tak til de mange frivillige, der bakker op om det store månedlige loppemarked.
Se det på TV
Danmarks Radio har også fundet ud af, at man hos Spejdernes Genbrug i Farum kan gøre gode fund. Derfor har programmet 'Skattejægerne' besøgt genbrugsmarkedet. Det skete i efteråret, men i morgen tirsdag 28. januar kl.20.40 kan man se, hvad de profesionelle genbrugere fandt.
Spejdernes Genbrug holder åbent igen på lørdag 1. februar mellem kl.10-13.
 
Fakta:
Spejdernes Genbrug holder til på Havremarken 10
Der er åbent for salg den første lørdag i hver måned kl.10-13
Man kan indlevere ting til Spejdernes Genbrug i hallen på Havremarken tirsdag kl.17-20 og søndage 15-18.
Derudover kan man stille sine donationer til Spejdernes Genbrug i et særligt hus på Genbrugsstationen i Farum.

Publiceret 27 January 2014 09:38

SENESTE TV