Ældrerådet afleveerede høringssvar i forbindelse med genåbning af budgettet for 2008, hvor der skulle nås en samlet besparelse i indeværende budget på 25 mio. kroner, på social- og sundhedsudvalgets område 6,78 mio. kroner. Fra Ældrerådets side gjorde vi opmærksom på, at vi havde stor forståelse for den nødvendige besparelse i Furesø Kommune for at kunne overholde de aftaler, der er indgået mellem Kommunernes Landsforening og regeringen. Vi pegede på to for os meget følsomme emner: En udskyldelse af ibrugtagningen af akutpladser på Ryetbo Plejehjem. Ifølge oplysningerne var seks personer indlagt på hospitaler og fire hjemmeboende borgere, som alle havde brug for en akutplads på et plejehjem. Besparelse 375.000. Det andet var vilkårene for vores demente medborgere og deres pårørende, hvor et projekt til 273.000 skulle udtages af budgettet. Ældrerådet har deltaget i et orienteringsmøde med kommunens demenskonsulent og hørt om, hvordan vilkårene for de demente og deres pårørende er. Det var ikke opløftende! Vi mener i ældrerådet, at det er meget svært for personer, der ikke har haft problemet demens inde på livet at forstå, hvor stor en belastning det er for de pårørende at håndtere et sådant forløb. Det menneske, man har levet sammen med, kan pludseligt totalt ændre personlighed, man har ikke et roligt øjeblik, og man tør ikke forlade hjemmet og efterlade den demente alene hjemme. Men man vil alligevel ikke "give slip", men beholde den demente hjemme. Det er derfor utrolig vigtigt for den pårørende at få et åndehul i hverdagen, derfor skal der være mulighed for den aflastning, en daghjemsplads er. Disse tilbud er altså strøget i 2008. Og hvad sker der i bugettet for 2009? De ældre har kun ældrerådet til at tale deres sag, og hvor meget forståelse, vi end har for, at børnene skal have et godt tilbud om pasning, mens forældrene er på job, må vi jo erkende, at forældre har så stor gennemslagskraft, at tiltag og forslag om sammenlægninger af skoler eller omlægning af tilbud til de 3-6-årige sjældent eller aldrig bliver gennemført. Så er det lettere at spare på ældreområdet! Og protesterne er til at overse!