Nu venter La Liga på Mathias Jensen

FC Nordsjælland har netop solgt Mathias Jensen til Celta Vigo

Af
Helene Holm Stolle

Tidligere onsdag aften kunne FC Nordsjælland fortælle, at klubben sammen med Mathias Jensen og Celta Vigo er blevet enige om en transferaftale, der med øjeblikkelig virkning sender den 22-årige midtbanespiller til La Liga.

Selvom det er et nyt land og en ny klub, så kommer Mathias Jensen ikke til at være helt alene, for blandt hans nye klubkammerater er de to tidligere FCN-spillere Stanislav Lobotka og Emre Mor.

"I vores klub er det altid specielt med transfers, for vi er både glade og stolte over igen at kunne lave en god aftale, som er vigtig for vores klub. Samtidig siger vi også farvel til en utrolig dygtig spiller, der udover at have leveret fremragende på banen, også har været en perfekt repræsentant for FC Nordsjælland og vores værdier", siger sportschef Carsten V. Jensen i en pressemeddelelse fra FCN.

Sportschefen lægger ikke skjul på, at det rent sportsligt har en konsekvens at sælge Mathias Jensen.

"Sportslig betyder det naturligvis noget, når man sælger sin anfører og en af Superligaens bedste midtbanespillere, men vi ved samtidig også, at vi har dygtige folk, som står klar i kulissen til at tage over. Det har vi tidligere bevist, og vi har jo allerede fået en forsmag på tiden uden Mathias efter, at han blev skadet i den første kamp i Superligaen. Derfor ved jeg også, at holdet er godt rustet til fremtiden, selv uden så dygtig en spiller som Mathias, lyder det i pressemeddelelsen fra FCN.

I FCN siden 2007

FCN fortæller, at Mathias Jensen allerede i 2007 begyndte at deltage i specifiktræningen i Farum, hvor han fik sine forældre til at køre sig hele vejen fra Kalundborg, og som U/15-spiller tilbage i 2011 tog Mathias så det fulde skridt til Farum BK/FCN. Siden 2015 har han været fast i Superligatruppen.

"Jeg skylder mange mennesker i FC Nordsjælland en stor tak for, at de har hjulpet mig og troet på mig. Jeg har lært meget mere end spillet på fodboldbanen, og det vil jeg altid tage med og kunne bruge også på tidspunkter, hvor jeg vil møde modgang i min karriere. Man kan vel sige, at man bliver både dannet som fodboldspiller men også som menneske", siger Mathias Jensen i pressemeddelelsen fra FCN, hvor han også fortæller, at han er glad og stolt over at få muligheden for at spille i Spanien.

"Det har altid været min store drøm, og jeg har kun hørt godt om klubben. Jeg føler, at Celta er et godt match for mig og mavefornemmelsen har hele tiden virket rigtig", fortæller Mathias Jensen.

Mathias Jensen nåede at spille 67 kampe og har scoret 15 mål for denne gang i FC Nordsjælland.

Publiceret 08 August 2018 21:30

SENESTE TV