Clara Hornnæss og Kristine S. Hansen fra Roklubben Furesø skal til junior EM i Essen, Tyskland. Pressefoto

Clara Hornnæss og Kristine S. Hansen fra Roklubben Furesø skal til junior EM i Essen, Tyskland. Pressefoto

Talenter fra Furesø udtaget til EM

To talenter fra Roklubben Furesø skal junior EM i Tyskland 18.-19. maj.

De to talenter fra Roklubben Furesø, Clara Hornnæss og Kristine S. Hansen har brugt vinteren til at træne syv til otte gange om ugen i ergometer og dobbeltsculler. Den hårde træning har båret frugt, for de er udtaget til at forsvare Danmark ved junior EM i Essen, Tyskland 18. Og 19. maj. Her skal de sammen med 15 ungdomsroere fra hele landet kæmpe om EM medaljer.

"Clara og Kristine er det eneste kvindedobbeltscullerhold fra Danmark i U19. Så alene det at blive udtaget er utroligt flot. De to piger er tilmed kun 16 og 17 år, så de får virkelig kamp til stregen, når de skal kæmpe mod roere, der er et år ældre fra de store ronationer som Tyskland, Frankrig, Italien og England," skriver Roklubben Furesø i en pressemeddelelse.

Struktureret træning

Mads Boesen, der til daglig træner hos Roklubben Kvik, der er med til at træne pigerne, er ikke i tvivl om deres talent:

”Kristine S. Hansen er en dygtig teknisk roer. Hun er meget bevidst omkring sin egen træning, meget struktureret og en dygtig stroke. Clara Hornnæss har primært roet single sculler, hvor hun har været en af de mest dominerende roere i hendes klasse. Hun har en god forståelse for, hvordan hun hele tiden kan blive dygtigere, og så er hun en dygtig tekniker”.

De to piger er Team Danmark godkendte og er her i 2019 blevet udtaget til U19 ungdomslandsholdets bruttotrop, hvor et andet af årets store mål er at ro sig en udtagelse til junior VM i Tokyo i dobbeltscoller.

”Så det bliver spændende at følge de to piger”, slutter træner Mads Boesen.

De to piger er iøvrigt blandt de nominerede til årets Talentpris i Furesø Kommune.

Publiceret 10 May 2019 09:12