Farum Fodbold Fitness stiller med to hold til stævnet den 12. september, der afvikles på banerne bag ved Right to Dream Park. Foto: Ebbe Søfeldt Nielsen

Farum Fodbold Fitness stiller med to hold til stævnet den 12. september, der afvikles på banerne bag ved Right to Dream Park. Foto: Ebbe Søfeldt Nielsen

Pensionisterne er klar til kamp

Farum Fodbold Fitness er værter for fodboldglade pensionister ved et stævne torsdag i næste uge

Farum Fodbold Fitness afholder torsdag den 12. september klokken 10 et stort motionsfodboldstævne for hold med spillere, der er nået pensionsalderen.

Hvert hold består af fem spillere, der skal igennem fire kampe af 20 minutters varighed, før turneringens vinder er fundet. Ud over to hold fra Farum deltager hold fra Roskilde, Frederikssund, Ålholm og AB. Kampene bliver spillet på Farum Parks baner, der ligger bag Right To Dream Park.

Motionsfodbold er sundt

"Det er sundt at bevæge sig, og fodboldtræning er rigtig sundt". Sådan lyder det fra professor Peter Krustrup fra Syddansk Universitet, som i de seneste år har stået i spidsen for talrige videnskabelige undersøgelser, der beviser den positive sammenhæng mellem fodbold og sundhed.

I januar 2017 vandt projektet FC Prostata Danskernes Idrætspris ved DR's årlige Sportsgalla. Projektet har til formål at undersøge, om deltagelse i klubfodbold kan øge livskvaliteten hos mænd med prostatakræft. Herudover undersøges det, hvordan fodbold påvirker fastholdelse af fysisk aktivitet, muskelstyrke, knogler og fedtvæv.

Livskvaliteten hænger også sammen med det sociale fællesskab, som motionsfodbolden giver. Farum Fodbold Fitness varmer op og spiller i Farum Park hver torsdag klokken 11.00 udendørs - året rundt. Ud over selve spillet er der en 3. halvleg, hvor der knyttes nære kontakter og dannes vigtige netværk. Alle er velkommen.

hhs

Publiceret 04 September 2019 08:39