Furesø er en foreningskommune, og i Værløse Gymnastik mærker de især lysten til foreningslivet fra både de helt små og voksne. Arkivfoto

Furesø er en foreningskommune, og i Værløse Gymnastik mærker de især lysten til foreningslivet fra både de helt små og voksne. Arkivfoto

Pigerne er vilde med springgymnastik: Lokal forening må oprette nye hold

De mindste piger mellem 6 og 8 år er vilde med at gå til springgymnastik, og det har betydet, at Værløse Gymnastik har måtte oprette flere hold

Af
Helene Holm Stolle

Foreningslivet lever i bedste velgående i Furesø Kommune. Det mærker man også i Værløse Gymnastik, hvor det især er efterspørgslen på springhold for piger i alderen 6 til 8 år, der er steget i år. Faktisk så meget, at foreningen har været nødt til at oprette flere hold.

"Tilslutningen til vores 6-8 år pigespringhold er så stor, at vi har oprettet endnu et hold. Den mulighed fik vi, da Værløse Basketball Klub overgav os deres tid i gymnastiksalen i Søndersøhallen hver fredag mellem klokken 16 og 17", fortæller Gitte Dahl, der er formand i Værløse Gymnastik.

Også for voksne unge

Tilstrømningen gælder dog ikke kun de yngste, for også de unge, der er fyldt 18 år, vil gerne være med i gymnastikforeningen.

"Derfor prøver vi noget helt nyt ved at starte et 'Dansemix 18+'-hold", fortæller Gitte Dahl og forklarer, at det hold helt som navnet antyder, bliver et hold med fokus på dans i forskellige stilarter.

"Vi er jo meget mere end blot springgymnastik, hvorfor vi vægter det højt også at kunne tilbyde dans, parkour, ropeskipping, akrobatik og diverse træningshold for voksne. Vi ved, at det kan være svært for de unge voksne at finde foreningshold, da de fleste foreninger kun tilbyder hold i småbørnsalderen, så vi håber på stor opbakning til det nye dansehold, der har første træning tirsdag den 10 september.

Du kan læse mere på v-gym.dk

Publiceret 07 September 2019 00:00