Modelfoto: Adobe Stock.

Modelfoto: Adobe Stock. Rawf8 - stock.adobe.com

Mand med 2,4 i promille blev frikendt for spirituskørsel

Af
Louise Mørch Vilster

112 En mand blev i oktober sidste år sigtet for spirituskørsel i personbil på Jonstrupvangvej i Jonstrup. Blodprøven viste en promille på 2,4, som dermed er langt over den tilladte grænse på 0,5 promille. Hans kørekort blev dengang inddraget, og den 8. november, 2019 faldt der dom i sagen, hvor manden endte med at blive frifundet.

Hunde løb løst rundt

Det er dog en lidt særlig sag, da politiet ikke stoppede manden i bilen, men derimod i sit hus. Det skyldtes, at en anden borger forinden havde ringet til politiet, da der løb løse hunde rundt ved mandens hus.

Vidnet gik hen til huset, og opdagede at døren stod åben, og at ingen var hjemme. Kort tid efter kom manden hjem og fik samlet hundene på gårdspladsen. Da politiet kom til stedet, virkede manden tydeligt beruset, og han kom derfor med på hospitalet til en blodprøve.

Manden fortæller selv, at det først var efter, at han kom hjem, at han drak 2-3 glas whiskey, men vidnet fortæller derimod, at manden kun var hjemme i kort tid. Retten i Lyngby ender dog med at frikende manden, da det ikke med sikkerhed kan siges, med hvilken promille manden havde kørt bil, eller om han også havde drukket efter kørslen. lmv

Publiceret 30 November 2019 17:00