Lasse Cato skriver sin personlige oplevelse af at miste sin farmor, der boede sin sidste tid på Solbjerghaven i Værløse. Arkivfoto

Lasse Cato skriver sin personlige oplevelse af at miste sin farmor, der boede sin sidste tid på Solbjerghaven i Værløse. Arkivfoto

"Solbjerghaven er et lyspunkt for demente og deres familier"

At miste et familiemedlem til demens er forfærdeligt, men på Solbjerghaven i Værløse er de specialister i at hjælpe samfundets mest skrøbelige borgere, skriver en pårørende i denne reportage/feature/debatindlæg

Af
Lasse Cato

pårørende og journalist

værdig afsked I sommer døde Gerda Spang-Hanssen. Gerda var min farmor, og hun sov ind i en alder af 87 efter et mere end syv år langt demensforløb. At se et nært familiemedlem svinde ind både fysisk og mentalt er i sig selv rædselsfuldt, men det kan desværre blive endnu hårdere af at skulle kæmpe det velfærdssystem, der er til for at hjælpe borgerne. Som pårørende har vi for eksempel været nødt til at stå vagt ved min farmors side en hel dag og aften på Herlev Hospital for at sørge for, at hun ikke fjernede forbindingen over det sår, hun havde fået, da hun var faldet på selv samme hospital. Alt sammen fordi der ikke var mandskab til at holde øje med en forvirret, ældre dame uden balance eller hukommelse.

Heldigvis er der dog også institutioner, der kan gøre den smertefulde oplevelse med et demensforløb meget, meget bedre. Solbjerghaven i Værløse, hvor Gerda boede de sidste tre år af sit liv, er et af de steder.

Hele tiden fokus på demens

Den 1. august 1999 åbnede Solbjerghaven som et plejecenter med særligt fokus på borgere med demens eller tegn på demens. Siden blev stedet lavet om til et almindeligt plejehjem, men det betød ikke, at personalets særlige kompetencer forsvandt.

”Det her hus har hele tiden haft fokus på demenssygdom og hvilke problemstillinger, det fører med sig. Huset er også indrettet til det,” siger plejecenterleder Merete Kreiberg, der har arbejdet på Solbjerghaven siden åbningen.

At huset er særligt bygget til borgere med demens betyder blandt andet, at alle de 20 beboeres boliger har døre, der fører direkte ud til fællesrum, så personalet altid er lige i nærheden. Og de cirka 20 medarbejdere på Solbjerghaven er en fortælling for sig.

”Jeg har ikke mødt et eneste menneske her på stedet, der ikke udviste kæmpe overskud og omsorg,” udbrød min faster midt i sorgen over netop at have mistet sin mor.

Sikker på besked, hvis noget ændrede sig

Hele vores familie gav hende ret. Mens vi sad ved dødslejet, blev vi nærmest som en selvfølge tilbudt både mad og kaffe, og når vi blev nødt til at gå hjem for at sove, var vi sikre på, at nattevagten ville give os besked, hvis noget ændrede sig. Men vigtigst af alt: Mens Gerda var i live, blev hun behandlet som et værdigt individ. Personalet på Solbjerghaven hjalp hende og talte engageret med hende, og på trods af at de ikke havde kendt hende før demensen, havde de et meget klart billede af det menneske, hun i sin tid var – fra hendes skarpe humor til hendes enorme stædighed. De sørgede også for at holde en dialog med os pårørende, så vi vidste, hvis hun manglede noget, og bedre kunne forstå, hvor hun var henne i sit demensforløb.

”Vi går meget op i at opføre os ordentligt, tale pænt og udvise stor respekt for de her mennesker. De har levet et langt liv, og godt nok er de syge nu, men der er et menneske bagved sygdommen,” siger Merete Kreiberg om filosofien på Solbjerghaven. ”Vi har en meget lille personaleomsætning, og mange af de gamle ansatte bærer kulturen med sig. Man er ikke på Solbjerghaven i ret lang tid, hvis man ikke kan lide kulturen. Og det er også helt okay at sige, at man synes, at det er svært at passe den her gruppe borgere, hvis man ikke ser det som verdens omdrejningspunkt, som vi gør.”

Centerlederen fortæller, at personalet er enige om ikke at lade sig gå på af travlhed og arbejdspres i hverdagen, men hun håber ikke, at der bliver skåret i normeringen, da plejecenteret ikke vil kunne løbe rundt med færre ressourcer.

Da min farmors kiste blev fragtet ud af plejehjemmet dagen efter hendes død, var vores familie til stede. Ikke blot den familie, der var blodsbeslægtet med Gerda, men også de plejere, der gennem de seneste tre år var blevet familie for hende. Det var hårdt at vide, at turen forbi de mange malerier på væggene og udstillingsmontren med artefakter fra krigstiden markerede et sidste farvel, men afskeden skete med en betryggende vished om, at hun i de sidste svære år af sit liv havde været i de bedst mulige hænder.

Artiklen er skrevet af den pårørende og er journalist. Red.

Publiceret 30 November 2019 08:00