"Vi bliver nødt til at prøve noget nyt, for vi kan se, at når der sker noget, så kommer folk, men i dagligdagen bliver vi lidt glemt. Vi skal bare have vendt stemningen, så det bliver sjovt at komme her," siger Anne Kirchheiner, der formand for centerforeningen for Værløse Bymidte. Arkivfoto

Anne Kirchh fra Bymidten arrangerer tøseaften i biffen: "Vi skal tænke utraditionelt for at skabe mere liv her"

Der er brug for anderledes initiativer for at få borgerne til Værløse Bymidte. Det mener Anne Kirchheiner, der er indehaver af tøjbutikken Anne Kirchh, som arrangerer tøseaften i biografen

Af
Louise Mørch Vilster

Der bliver nødt til at blive tænkt utraditionelt for at skabe mere liv i Værløse Bymidte. Det mener Anne Kirchheiner, der er indehaver af tøjbutikken Anne Kirchh. Derfor inviterer hun i samarbejde med Værløse Biograf til forpremiere på filmen 'Jagtsæson', der er en rigtig tøsefilm med blandt andre Mille Dinesen og Lærke Winther i rollerne.

"Vi bliver nødt til at prøve noget nyt, for vi kan se, at når der sker noget, så kommer folk, men i dagligdagen bliver vi lidt glemt. Vi skal bare have vendt stemningen, så det bliver sjovt at komme her," siger Anne Kirchheiner, der samtidig er formand for centerforeningen for Værløse Bymidte.

Billetterne til biografturen koster 125 kr. og med i prisen er en lille sodavand og popcorn. Billetten giver samtidig 20 procent på al tøj fra Anne Kirchh, fra den dag billetten bliver købt til lørdag den 28. september. Derudover er der lodtrækning om tre gavekort til 500 kr.

Kun fantasien sætter grænser

Der er allerede solgt 30 billetter til forpremieren, og Anne Kirchh håber, at der i fremtiden kommer mange andre arrangementer, som kan gøre det sjovt at besøge Værløse Bymidte.

"Hvis det her bliver en succes, så er det kun fantasien, der sætter grænser. Vi skal have borgerne til at forstå, at det er deres bymidte, så hvis de vil beholde den, skal de selv handle her, for der kommer ikke så mange udefra," siger hun og opfordrer også borgerne til selv at tage initiativ til events.

"Borgerne er gode til at støtte op om arrangementer, men de må også gerne selv komme ind i processen. Så hvis der for eksempel er nogen, som kan synge eller spille så kom og brug scenen på Bymidten," lyder hendes opfordring.

Publiceret 23 September 2019 06:00