DEBAT: 'Jeg håber, kommunen vil ændre de trafikale forhold i Lokalplan 142'

Jørn Træholt, Gammelgårdsvej 37, Farum

Byggeplanerne for det nye REMA ved Farum Hovedgade tegner godt. Det fremstår som et flot projekt med tiltalende bygninger og hensyntagen til de omgivende bebyggelser. Man kan kun glæde sig til den længe ventede fornyelse.MEN ! Den høring om planen, der fornylig blev afviklet på Furesø Rådhus,afslørede, at der blandt de fremmødte borgere var dyb skuffelse over, at man vil afvikle varetrafikken til og fra butiken uden hensyn til de ønsker, der er blevet fremsat fra mange beboere.

Tilkørslen med de store lastvogne skal ske fra Slangerupvej via Lillevangsvej direkte ud i Farum Hovedgade og derfra til venstre ad Gammelgårdsvej med indkørsel til det nye REMAs bagende.Derefter udkørsel til højre ad Gammelgårdsvej med kurs ud mod Farum Midtpunkt. Med andre ord : Uden hensyn til de mange farlige trafikale punkter. Der skal køres over det snævre kryds, hvor Lillevangsvej skærer Ryttergårdsvej-Ganløsevej, kørsel over bumlet vej ved Acacietorvet, ny trafikdæmpende helle i Hovedgaden og ikke mindst det farlige sving fra Farum Hovedgade ind på Gammelgårdsvej.

Det vil sige tung lastvognstrafik forbi ældreboligere, ofte travl færdsel af skolebørn, mange udkørsler fra private ejendomme på Gammelgårdsvej, hvor der jo i øvrigt også ligger børnehave med mange til- og frakørsler. Det er oven i købet foreslået, at der forbydes parkering i højre vejbane.

Jeg håber, at kommunen vil nytænke afsnittet om de trafikale forhold i Lokalplan 142, og at byggeriet snarest går i gang til glæde for alle, der hårdt savner en daglivarebutik på det sted i Farum Hovedgade.

Publiceret 16 September 2019 10:30