Arkivfoto: Jens Berg Thomsen

Arkivfoto: Jens Berg Thomsen

DEBAT: Frontalangreb på den offentlige adgang

Af
Birgitte Brandsturp

Farumgårds alle 14

Farum

Faktisk har jeg ondt af mine medborgere i Farum, som ikke længere kan gå deres elskede ture langs Farum sø igennem Farumgård. Retten har Farum kommune købt af ejerne i 1949 for 10% af ejendommens værdi, og dette var forbundet med en fredning af området og bygningerne. I fredningen blev bestemt to mulige stiforløb: Det ene, som har været benyttet i de sidste 80 år, gik igennem Farumgårds gårdsplads, det andet gik langs Farum sø.

Ejeren af Farumgård har haft travlt med, at beskylde Farum kommune for at være usamarbejdsvillige i denne sag, men det er at vende tingen helt på hovedet. Da stiforløbene fremgår af fredningen, har Farum kommune ikke kunnet ændre i stiforløbne som ejeren ønsker, uden at der igangsættes en ny fredning – En proces som nu er begyndt.

I fredningen står ganske rigtigt, at adgangen kunne lukkes, hvis der blev ”for store gener” for ejeren. Det var ikke præciseret hvad ”for store gener” indebar, og dette blev anledning til, at ejeren fik medhold i byretten.

Der er stor forskel på, hvad der generer den enkelte. Et faktum er det, at ejeren har forsøgt at lukke adgangen stort set fra han overtog ejendommen for 10 år siden. Han beskrev dengang, hvordan han følte sig generet af folk, som så igennem vinduerne mv. i Farum avis. I stedet for at forsøge at afskærme stien og privatboligen med f.eks. lave hække eller andre tiltag, har han lukket portene i.

Ejeren har dokumenteret disse generende mennesker med fotografier af de indtrængende. Morsomt er det, at der på et fotografi af en generende indtrængende, ses en person der til forveksling ligner Flemming Oppfeldt, som netop har taget sin genbo og den private ejendomsret i forsvar i en tilsvarende artikel som denne. Hvor mange af de andre personer som figurerer som dokumentation for generende indtrængende er ejerens venner?

Med hensyn til gener er ejeren ikke sen til selv at genere sine naboer. En uenighed om skellet imellem det Kålundsvej 7 (i svinget ved parkstien) og ejeren af Farumgård (formodentlig fordi naboen ønskede hækken klippet til 1,80 m, så han havde søudsigt både sommer og vinter), resulterede i plantning af en 4 meter høj thujahæk ca. 1 meter inde på Farumgårds grund (se selv efter). Nu har naboen ikke søudsigt hverken sommer eller vinter! Naboen blev så ked af det, at han solgte sit hus, og de andre naboer blev kyset fra at sige noget som helst imod ejeren af Farumgård. (Den nuværende ejer af huset på Kålundsvej har intet med denne kommentar at gøre).

Ejeren af Farumgård opnår betydelige fordele ved at fornægte offentligheden adgang til Farumgård, tænk blot på stigningen i ejendomsværdi. Tak til Socialdemokratiet, Enhedslisten og Konservative for at kæmpe for almenvældet i denne sag imod en ejer, som føler sig generet af en gennemgang, som han var bekendt med, da han overtog ejendommen til billige penge netop pga. af selvsamme gennemgang.

Publiceret 20 November 2019 03:00