Lars Gjedde og Steen Nielsen, stiftere af CKE - en virksomhed, der nu runder 20 år.

Lars Gjedde og Steen Nielsen, stiftere af CKE - en virksomhed, der nu runder 20 år.

20 år med miljø på dagsordenen

CK Environment i Jonstrup har 20 års fødselsdag

Som almindelig borger tænker man ikke over, hvem der måler, hvor mange partikler Vestforbrændingen udsender, når de afbrænder det affald, man har indleveret på genbrugsstationen. Og man tænker nok heller ikke over, hvem der måler på badevandets indhold af klor, når man svømmer i henholdsvis Farum eller Værløse svømmehal. Men i 20 år har Jonstrup-virksomheden C.K. Environment A/S (CKE) nu leveret måle- og analyseudstyr til bl.a. kraftværker, svømmehaller og nogle af landets store industrivirksomheder.
CKE blev åbnet i august 1994 af barndomsvennerne Lars Gjedde og Steen Nielsen. De var begge ansat i det finskejede Kontram-Claus Kettel A/S, da de fik mod på at blive selvstændige og åbne virksomhed sammen. De fortsatte i samme branche og ikke længe efter opstarten opkøbte de deres tidligere arbejdsplads.

De første svære år

Det var en periode med trange kår på et lille kontor i Brøndby.
For så mange andre virksomheder var de første år hårdt arbejde og op ad bakke. Kundegruppen var dengang som nu store firmaer, der køber relativt dyre komponenter. Naturligvis ønsker de at være sikre på, at de også kan få instrumenterne serviceret i morgen, og for en nystartet virksomhed er det ikke helt nemt at dokumentere.
Men ønsket om at være en god partner for deres kunder kombineret med, at agenturgiverne fra Kontram-Claus Kettel A/S valgte at gå med, støttede stifterne Lars Gjedde og Steen Nielsen i deres vision for CKE.
Snart voksede CKE ud af ikke blot kontorerne i Brøndby, men også deres nye kontorer i Bagsværd, og i påsken 2008 købte og flyttede de til nye bygninger i Jonstrup i Lars Gjeddes hjemkommune.
Her var der mere plads – også til den voksende egenproduktion på værkstedet.
I dag er CKE blevet et aktieselskab med 10 ansatte samt to freelanceansatte på kontoret i Jonstrup, og i Sverige serviceres kunderne af CKEs egen svenske sælger.

Med skoven som nabo

Virksomhedens baghave grænser lige op til Jonstrupvang skov.
Udover i sit daglige virke at have fokus på miljøet er det enormt givende at arbejde så tæt på naturen.
"Medarbejdernes trivsel øges af udsigten til årstidernes skiften", siger man fra den jubilerende virksomhed.
CKE forhandler måle- og analyseinstrumenter fra en række førende agenturgivere verden over
Det er lovgivningens krav til rent vand og ren luft, der sikrer CKEs levebrød. Instrumenterne benyttes nemlig til måling og analyse af gasser, væsker, fugt og temperatur, bl.a. med fokus på, hvad der bliver ledt ud i vores natur.
I Skandinavien er CKE eneforhandler af flere af agenturporteføljerne. Det, der gør CKE unik, er, at de forhandler instrumenter til både gas- og væskeanalyse.
”Vi prøver hele tiden at udvikle vores portefølje med nye komponenter, nye analysator og nye måleprincipper, som giver mening i forhold til kundegruppen. Vi bevæger os den vej, som kunderne gerne vil have os – i forhold til de behov, som der nu må være,” fortæller Lars Gjedde, administrerende direktør for CKE.

null

Publiceret 10 July 2014 08:41