Arkitekt Lars Toksvig fortæller om projektet. Foto: Jens Berg Thomsen

Arkitekt Lars Toksvig fortæller om projektet. Foto: Jens Berg Thomsen

Planer for fremtidens Frederiksborgvej

Kommunen fortalte om tanker om nyt byggeri i Farum

Af
Jens Berg Thomsen

En god håndfuld mennesker var mødt op forleden, da Furesø Kommune bød på borgermøde om fremtidsplanerne for Frederiksborgvej 3-5, der tidligere har rummet børnehaven Solsikken. Adressen rummer også den tidligere skole, hvor der er i dag er kommunal administration.

"Vi er kommet til et sted i processen, hvor vi gerne vil høre, hvad borgerne har at sige," lød det fra byudviklings- og boligudvalgsformand Egil Hulgaard (K).

Den oprindelige skole, der blev bygget for snart 100 år siden, bliver bevaret i den nye plan og bliver til familieboliger. Derudover bygges der nye bygninger, der skal rumme seniorboliger. Bag planerne står firmaerne Sophienberg og PLH Arkitekter.

I planerne står der, at tanken blandt andet er en bedre forbindelse mellem Kumbelhaven og Farum Bytorv og Farum Kulturhus. Det sker ved at bygge en tunnel hele vejen fra parken, og hvor man i dag bliver mødt af en mur og må dreje enten op ad en bakke eller gå op ad en trappe, så forestiller firmaerne sig tunnelen ført videre.

Bygningerne med seniorboligerne kommer til at have en port, "Kulturporten", ind til kulturhuset, fortalte Lars Toksvig fra arkitektfirmaet. I alt tæller planerne 14 rækkehuse til familier og 62 seniorboliger à 2-3 værelser stykket.

Nogle borgere fandt det kritisabelt, at der med planerne forsvinder parkeringspladser, fordi den nuværende parkeringsplads ved danseskolen og kulturhuset ryger, hvis planerne realiseres, som de ser ud nu.

"Ja, der bliver færre parkeringspladser og flere boliger. Det er en konsekvens af det her byggeri," sagde han.

Teknisk direktør Claus Torp fortalte de fremmødte borgere, at "man stadig er meget tidligt i projektet," og at han ikke kunne opgøre parkeringspladsregnestykket på stående fod.

"Der er omkring 100 medarbejdere i kulturhuset, og der er 3-500 gæster nogle gange, når vi har arrangementer," sagde kulturhusleder Zanne Jahn, der ikke var eneste kritiske stemme.

"For vi, der bor i nærheden, vil støjen stige, når trafikstøjen bliver reflekteret mod byggeriet. Har I tænkt på det," ville en borger vide.

"Nej, det har vi ikke tænkt på," sagde Lars Toksvig.

Hvis planerne skal realiseres, skal der først udføres en ny lokalplan. Og den nye lokalplan kommer også i en præhøring, fortalte teknisk direktør Claus Torp. Målet er at godkende lokalplanen sidst på året i byrådet, fortalte han.

Publiceret 23 January 2019 00:00

Tyven brød vinduet op på første sal

politi Døgnrapporten fra Nordsjællands Politi kan berette om to indbrud fra Furesø Kommune. De er begge begået i Farum.

Tyv stjal sølvtøj og smykker

På Sommersvej er der mellem klokken otte og klokken 18.55 den 10. december brudt et vindue op til en villa. Vinduet var i første sals højde. Her er det ikke gjort op, hvad der er stjålet endnu.

Det er der til gengæld ved et indbrud på Dorthesvej, hvor der er brudt et vindue op på et tidspunkt mellem klokken 7.30 og klokken 18 den 10. december. Her er der stjålet smykker.

Se nogle af de historiske billeder her:

Kirke Værløse Kalenderen er sat til salg

styr på dagene Kirke Værløse og Omegns Husmoderforening er klar med 2020-udgaven af Kirke Værløse Kalenderen. Det skriver foreningen i en pressemeddelelse, der også fortæller, at interesserede kan købe kalenderen i Meny på Værløse Bymidte. Butikken sælger kalenderen helt uden fortjeneste.

"Vi er meget glade for den støtte, vi får fra Meny, der uegennyttigt bakker op om vores forenings aktiviteter," siger formand for husmoderforeningen Charlotte Søllner Hernø i pressemeddelelsen.

Den lille by havde tilbage i tiden adskillige købmænd, kolonialvareforretninger, en slagterbutik, egen bager, rejsebiograf og en kro med keglebane.

"Der er brugt adskillige dage på at finde interessante billeder i Furesø Kommunes stadsarkiv i Farum. Og indsatsen har givet pote. Der er bl.a. fundet fotos af den smukke rejsestald, som lå på Bygaden mellem nummer 19 og 23, af vandtårnet omgivet af marker op til 'Olsens funkisvilla' og af de bygninger, der lå til højre og til venstre for hovedindgangen til Kirke Værløse Kirke, ligesom der er fundet et foto af mejeriet, de lå på det, der engang hed Stationsvejen, men som nu hedder Knud Hjortøs Vej," skriver foreningen.

Der er trykt et mindre oplag, og salget skal støtte husmoderforeningen. Den kan bestilles på www.husmoderforening.dk eller - som sagt - købes i Meny.

Bestil kalenderen på www.husmoderforening.dk eller køb den i Meny i Værløse.

jbt