Jørgen Simonsen, formand for Dansk Byggeri Nordsjælland, roser Furesø Kommune for at have nedbragt den lange ventetid på byggesager. Pressefoto

Jørgen Simonsen, formand for Dansk Byggeri Nordsjælland, roser Furesø Kommune for at have nedbragt den lange ventetid på byggesager. Pressefoto

Dansk Byggeri roser Furesø for at nedbringe ventetiden på byggesager

"Det fortjener stor ros, at Furesø smøger ærmerne op og finder løsninger, der kan gøre ventetiden kortere", lyder det fra Jørgen Simonsen, formand for Dansk Byggeri

Af
Helene Holm Stolle

Først var der kritik, nu er der ros Og sådan skal det være, når der bliver gjort noget for at løse de udfordringer, man står overfor. Det mener Jørgen Simonsen, der er formand for Dansk Byggeri Nordsjælland.

Rosen falder til Furesø Kommune, der på kort tid har fået nedbragt ventetiden i byggesagsbehandlingen. Som fortalte på furesøavis.dk forleden er det nemlig lykkedes kommunen at nedbringe ventetiden fra hele 75 dage til 24,5 dage, og det er netop det, der glæder Jørgen Simonsen, som i midten af april rettede en voldsom kritik mod den lange behandlingstid på byggesager, Furesø havde i 2018. Men nu er kritikken altså vendt til ros.

"Det fortjener stor ros, at politikere og ansatte i Furesø smøger ærmerne op og går i gang med at finde løsninger, der kan gøre ventetiden kortere. Resultatet er ifølge kommunen, at ventetiden allerede er faldet til 24,5 dag. Det viser, at det betaler sig at gøre noget, og at resultaterne hurtigt viser sig", lyder det fra formanden, der ikke bare glæder sig over den nedbragte behandlingstid men også over, at det er blevet lettere at søge om en byggetilladelse i Furesø Kommune.

"Furesø har også ændret på informationerne på hjemmesiden og i svarbrevene, så det er blevet lettere for ansøgerne at forstå, hvilke oplysninger kommunen har brug for, når de skal sagsbehandle en byggeansøgning. Jeg håber, at Furesøs tilgang til lange ventetider kan inspirere andre kommuner", skriver Jørgen Simonsen i en mail til Furesø Avis.

Publiceret 07 May 2019 08:49