Tamra Rosanes kan opleves den 22. maj, når aktivitets- og forebyggelsescenter Skovgården holder countryfest. Pressefoto

Tamra Rosanes kan opleves den 22. maj, når aktivitets- og forebyggelsescenter Skovgården holder countryfest. Pressefoto

Så er der countryfest på Skovgården: Oplev countrystjernen Tamra Rosanes

Aktivitetscenter Skovgården inviterer til countryfest i gården den 22. maj

Der bliver masser af musik og dans, når aktivitetscenter Skovgården inviterer til countryfest. Det sker den 22. maj mellem klokken 12 og 16.

Til en rigtig countryfest hører selvfølgelig både linedance og hesteskokastning, og deltagerne kan også få en tur i Skovgårdens 'hestevogn', ligesom de kan aflægge saloonen et besøg.

"Der bliver lagt pølser på grillen, og der er kolde fadøl klar i alle timerne. Mellem klokken 12 og 13 er der mulighed for at købe kartoffelsalat og coleslaw til grillpølserne - ellers serveres den med brød. Klokken 13 kan der købes kaffe og kage - alt sammen til rimelige priser", oplyser Skovgården

Mellem klokken 12 og 14 er det Ole Sternforfs danseorkester, der står for den musikalske underholdning, og klokken 14.30 er det countrysangerinden Tamra Rosanes, der sætter gang i festlighederne.

Under hele dagen er Skovgårdens Gavebod og genbrugbutikken Skovloppen også åben - og de tager også imod gode, brugte ting, som kan sælges på dagen.

"Overskuddet fra salget går til Skovgårdens støtteforening Skovgårdens Venner", lyder det fra aktivitetscentret.

Det er gratis at deltage i countryfesten.

"Så det er en uovertruffen lejlighed til at aflægge Skovgården et besøg og måske invitere en god ven eller nabo med, som endnu aldrig har set Skovgården. Mød op alene eller lav en aftale med andre – det skal nok blive hyggeligt", lyder det fra Trine Baden fra Skovgården.

Publiceret 10 May 2019 04:30