Kort efter åbningen af Furesøbad kom den høje rutschebane i træ til. Foto: Furesø Arkiv

Kort efter åbningen af Furesøbad kom den høje rutschebane i træ til. Foto: Furesø Arkiv

Den gamle dame Furesøbad fylder 100 år

Søbadet ved Furesøen har undergået mange forandringer gennem tiden. Men efter 100 år er det centrale stadig en skøn badeplet med mulighed for et måltid med udsigt og legeplads for 1.500 søsportsudøvere

Af
Anne Mette Ahlgreen

Småbørn stolprer i vandet for første gang. Større børn hviner og skubber hinanden i vandet. Robåde og sejlbåde flyder på vandet, Bådfarten lægger til, og restauranten summer af liv. Sådan har det været i flere generationer på Furesøbad. Det gamle søbad fylder nemlig 100 år i år.

På sin er alt vis det samme og så alligevel ikke. Da der i 1919 blev anlagt en badebro ved Mølleåens udløb, blev det begyndelsen til det søbad, vi kender i dag.

I 1933 søgte en dame om tilladelse til at anlægge en badeanstalt med afholdsrestaurant. Først året efter åbnede en restaurant med dansesal. Kort efter kunne børn få svømmeundervisning på Furesøbad, og der blev bygget en rutschebane i træ, som børn kunne more sig på de næste 20 år. I 1937 blev Farum Kano- og Kajakklub stiftet og byggede et bådehus på stedet.

Furesøbads storhedstid

Tiden fra 1936-1955 blev Furesøbads storhedstid. Pletten i skoven blev et populært udflugtsmål for tusindvis af københavnere, der brugte deres søndag eller feriedage på at tage til søen, gå i vandet og få en mundfuld sol. I 1950’erne faldt besøgstallet, fordi det blev mere almindeligt at holde ferie i udlandet.

Related content

Roklubben Furesøbad blev stiftet og købte alle faciliteter, men det var en dårlig forretning at drive restaurant ved Furesøen, så roklubben byggede den om til et klubhus med bådehal, omklædningsrum og køkken. Klubbens økonomi blev imidlertid så trængt, at den bad Farum og Værløse kommuner om at overtage driften. Kommunerne sagde ja, for de mange tilflyttere i 1960'erne havde behov for fritidsaktiviteter. Siden har badet været på kommunale hænder, og fra starten af 1960’erne blev der anlagt en parkeringsplads og en tilkørselsvej gennem skoven.

Midt i 1970’erne blev stranden udvidet, en windsurfing- og en sejlklub kom til. Der blev bygget en ny bygning til søsportsklubberne, og en ny anløbsbro til Bådfarten. Den gamle turbåd gav ikke overskud, men ’søkommunerne’ mente, at Bådfarten var en vigtig del af områdets turisme og historie. I dag er der samlet set 1.500 medlemmer af søsportsklubberne på Furesøbad, som alle har lokaler, haller og terrasser på Furesøbad. Hertil kommer en løbeklub, som løber i Nørreskoven rundt om søbadet.

Mr. Furesøbad

Michael Bay Olsen er et velkendt ansigt på Furesøbad. Han blev ansat 1993 som inspektør og tog sig af vedligehold og var chef for livreddere, rengøringsfolk og altmuligmænd.

”Det er min 27. sæson. Alle her er glade gæster, for en dag, hvor du er sur og irriteret, tager du ikke på stranden. Jeg har holdt én uges sommerferie i de 27 år. Min ferie holder jeg om vinteren,” siger Mr. Furesøbad.

Søsportsklubberne har haller til robåde, kanoer, kajakker og surfbrætter under restaurantbygningen. Foto: Anne Mette Ahlgreen

Søsportsklubberne har haller til robåde, kanoer, kajakker og surfbrætter under restaurantbygningen. Foto: Anne Mette Ahlgreen

Den største forandring på de 27 år er renoveringen af Furesøbad i 2001. Bygningen, restauranten og terrassen blev udvidet, og søsportsfaciliteterne renoveret.

”Bygningen var malet svenskrød før, havde fladt tag og var meget mørk. Der skulle gøres noget, og det den kære borgmester i Farum, Peter Brixtofte (V), der stod for det”, siger Michael Bay Olsen.

Ingen erfaring med restaurantdrift

I 2014 blev inspektøren selv forpagter af Restaurant Marina Furesøbad - uden at have nogen som helst erfaring med restaurantdrift.

Han syntes, at et smukt sted som Furesøbad fortjente en højere madkvalitet. Som det første ansatte han en køkkenchef. I dag har Michael Bay Olsen.seks kokke, 30 ansatte i restauranten, 250 siddepladser indenfor og det samme på terrassen og 80 ansatte på hele badet. De mange år på stedet har givet ham en klar holdning til, hvad et udflugtsmål i naturen skal være.

Forpagter Michael Bay Olsen har været en del af Furesøbads historie i næsten tre årtier. På hele området har han 80 ansatte, og han driver Restaurant Marina Furesøbad. Foto: Anne Mette Ahlgreen

Forpagter Michael Bay Olsen har været en del af Furesøbads historie i næsten tre årtier. På hele området har han 80 ansatte, og han driver Restaurant Marina Furesøbad. Foto: Anne Mette Ahlgreen

”Vi har fået Danmarks eneste svanemærkede restaurant, og vi er Grøn Nøgle-certificeret. Det betyder, at vi skal leve op til en række maksimumkrav til forbrug af vand, strøm og affald per gæst. Det giver mening, for vi er i naturen og lever af den smukke natur omkring os. Der har været forslag om en vandruchebande, men det synes jeg ikke passer ind i naturen her. Hvis vi skulle tilføje noget nyt, skulle det være en naturlegeplads”, mener han.

Badegæster døgnet rundt

En ting er restauranten med den uforlignelige udsigt over Furesø. Noget andet er stedets kerneaktivitet. Badeanstalten som har sin helt egen cyklus.

”Nogle bader fra klokken 5 om morgenen, inden de skal på arbejde. Om formiddagen kommer børnefamilierne. Ved frokosttid er de unge ved at vågne, og ved firetiden har folk fri fra arbejde og kommer herned for at bade. Om aftenen kommer mange og griller, hvad man kun må på afgrænsede områder. Om natten kommer enkelte og tager en dukkert. På en rigtig varm sommerdag kommer der måske 3.000-4.000 gæster.”, fortæller Michael Bay Olsen, hvis kone Heidi Borup er en god støtte for ham i dagligdagen.

Related content

”Jeg er her syv dage om ugen. Det er en kæmpe hjælp at kunne tale med min kone. Hun har et skarpere blik for det æstetiske, og hun har også tanker om, hvordan man som ansat her tager vare på hinanden. Det er nok derfor, vi for andet år i træk er indstillet til Furesøs ’CSR-pris’ for virksomheder, der løfter et socialt ansvar, fordi vi har ansatte på kanten af arbejdsmarkedet,” lyder det fra Michael Bay Olsen.

Han hopper aldrig selv i vandet - kun i Thailands lune vande om vinteren - for der ikke overskud til det i dagligdagen. Til gengæld vender han gerne kajakken i Furesø. Trods næsten tre årtier på Furesøbad, fandt han først i vinter ud af, at stedet fylder 100 år.

”Det er sjovt at være en del af den historie. I går så jeg en windsurfer komme gående med sine halvstore børn. Han er selv kommet i windsurfing-klubben, siden han var dreng. Så der sker noget på 27 år”, konstaterer Michael Bay Olsen.

Festlig dag

100-års jubilæet fejres ved et arrangement 21. august, som Furesø Lokalhistoriske Forening stå bag.

Dagen begynder klokken 17 med en tale af borgmester Ole Bondo Christensen, og klokken 17.30 åbner Cathrine Kyø Hermansen, chef for Furesø Museer, udstillingen 'Badebyen mellem søerne'.

Fra klokken 18 og en time frem er der guidede ture ud i nærområdet, og mellem klokken 19 og 22 serverer Restaurant Marina Furesøbad en særlig tre-retters menu a la 1934. Bordreservering anbefales.

Furesøbad er et yndet udflugtsmål både for Furesøborgere og udenbys borgere, når solen kommer frem. Arkivfoto: Helene Holm Stolle

Furesøbad er et yndet udflugtsmål både for Furesøborgere og udenbys borgere, når solen kommer frem. Arkivfoto: Helene Holm Stolle

Publiceret 07 August 2019 05:00