Kreativiteten vægtes højt på Farum Lilleskole, og ved den officielle åbning tirsdag eftermiddag var der også lynhurtig gang i aktiviteterne. Foto: Helene Holm Stolle

Kreativiteten vægtes højt på Farum Lilleskole, og ved den officielle åbning tirsdag eftermiddag var der også lynhurtig gang i aktiviteterne. Foto: Helene Holm Stolle

Se billederne fra den festlige åbning: Farum Lilleskole er ikke længere bare et projekt på papiret

Der var rørende taler - og en tåre i øjenkrogen - da Karina Larsen tirsdag eftermiddag kunne byde velkommen til Farum Lilleskole

Af
Helene Holm Stolle

Der var balloner, glade forældre og børn og rørende taler, da Farum Lilleskole tirsdag eftermiddag officielt åbnede dørene til det første skoleår.

Karina Larsen, der har stået i spidsen for initiativgruppen bag lilleskolen, har i flere år nærmest viet sit liv til at gøre drømmen til virkelighed, og i sin åbningstale sendte hun da også en tak til sin familie og de andre medlemmer i initiativgruppens familier for forståelse for de mange, mange timers arbejder.

"Snart kan vi spise aftensmad sammen igen", grinte hun og fortsatte med bevæget stemme:

"Endelig skete det. Farum lilleskole bliver endelig en rigtig skole. Ikke bare en skole i tankerne eller en skole på papiret. men en rigtig skole med børn og personale".

Skolebørn og superligaspillere

Farum Lilleskole har til huse hos FC Nordsjælland, og at den aftale kom i stand, skyldes tidligere borgmester i Farum, Lars Carpens (V).

"Lars skal have stor tak for opbakningen til vores skole. Han sad ude i Japan, da han læste om vores skole første gang, og der tog han fat i Søren Kristensen (adm. direktør i FC Nordsjælland, red.) og fik aftalen i stand. Det er fantastisk", fortalte Karina Larsen, der også takkede Søren Kristensen for at åbne dørene til skolen og dens på nuværende tidspunkt 38 elever, og dermed også forvandlede flere af klubbens loungeområder til inspirerende læringsmiljøer.

"Tak, fordi vi må rykke ind i drømmenes park. Her skal børnene udvikles og udfordres både fagligt og personligt", lød det fra Karina Larsen.

Det var viceborgmester Lars Carstensen (C), der klippede den røde snor, og han var begejstret for, at der i Furesø nu er en lilleskole.

"Det sker alt for sjældent, at vi indvier friskoler. Med en ny skole får vi et rigere skoleliv, og børn og forældre får flere valgmuligheder", sagde han.

Publiceret 14 August 2019 08:52