Alf Blume med sin elskede hund, der fulgte ham overalt. Arkivfoto.

Alf Blume med sin elskede hund, der fulgte ham overalt. Arkivfoto.

Bondo i mindeord om Alf Blume: En ildsjæl er slukket

Det er med sorg, at jeg har modtaget meldingen om Alf Blumes bortgang. Én af Furesøs stærkeste ildsjæle er slukket, naturen har mistet én af sine mest stolte forkæmpere, og fra kommunens side har vi mistet en utrættelig sparringspartner og udfordrer.

Derfor er det ikke kun på egne vegne, men også på vegne af fagfolkene i vores miljøforvaltning og administrationen i øvrigt, når jeg siger, at Alf Blume var en ovenud respekteret, vidende og velargumenteret høringspart.

Hvad enten det var i sin egenskab af mangeårig formand for vores lokale afdeling af Danmarks Naturfredningsforening, som DNs repræsentant i Miljørådet, om det var i egenskab af flyentusiast og medstifter af Værløse Flyhistoriske Hangar eller én af de andre kasketter: Alf Blume bidrog altid med troværdige og saglige synspunkter på forvaltningen af vores fælles goder.

For Alf var en mange-facetteret person og opponent til vores arbejde med at udvikle og drive det fællesskab, vi kalder Furesø. Markfirben, hugorm og mus skulle have lov og plads til at være der, mens boliger og byudvikling måtte indrette sig. Veteranfly på flyvestationen kunne lande og lette side om side med frøene fra de vilde tidsler, hvis bare sporene blev lagt rigtigt fra begyndelsen.

Alf har spillet en afgørende rolle for den sindsro og forsigtighed, vi nu udvikler og bevarer Flyvestationen – hans barndommens gade – med. Og Furesø i det hele taget.

Dermed har Alf spillet en afgørende rolle for den sindsro og forsigtighed, vi nu udvikler og bevarer Flyvestationen – hans barndommens gade – med. Og Furesø i det hele taget.

Alf Blume var rundet af den natur, han forsvarede og udforskede hele sit liv. Skal vi tro hans egne fortællinger om barndommen, grundlagde han sin fascination og glæde ved den lokale natur gennem en evig jagt på oplevelser - men også på lommepenge, som han tjente ved at fange og samle fauna og flora, der i dag er udstillet bag glaslåger og i formaldehyd på landets folkeskoler. Historien stammer fra de rundvisninger, han gerne tilbød, for Alf var ikke fortaler for at bevare naturen ved at lukke den for offentligheden.

Alf spillede guitar til fællessang, kæmpede for at få storken tilbage og cyklede gerne en tur med os politikere og andre for at vise os den smukke natur, vi bor i.

I 2016 modtog Alf Blume Forenings- og Græsrodsprisen ved Forenings- og Kulturfestivalen. Den på det tidspunkt 69-årige Alf Blume sagde i den forbindelse til avisen, at “Jeg synes da, det er dejligt, at nogle har lagt mærke til hvad man har udrettet”. Med Alf var man sjældent i tvivl om hans indsats.

Æret være hans minde

Publiceret 14 September 2019 08:57