Helle Soltauw i sin nyåbnede fodklinik i Farum. Foto: Claus Schandorff

Helle Soltauw i sin nyåbnede fodklinik i Farum. Foto: Claus Schandorff

Helle har åbnet egen fodklinik i Farum

Helle Soltauw har taget et stort skridt og åbnet egen fodklinik i hjembyen Farum

Af
Louise Mørch Vilster

Fodklinik. Efter mange år som social-og sundhedsassistent på blandt andet Lillevang i Farum, besluttede 53-årige Helle Soltauw, at det var på tide at udskifte jobbet med en lidt friere tilværelse som selvstændig.

I sommer blev hun færdig med sin uddannelse som fodplejer, og nu har hun åbnet sin egen fodklinik hjemme i privatboligen i Farum.

"Der skulle ske noget andet i mit liv, som stadig havde noget med mennesker at gøre. I det her fag er der ikke så mange muligheder for at blive ansat, da de fleste fodplejere som regel er selvstændigt erhvervsdrivende", siger Helle Soltauw.

Opbygger kundekreds

Hendes nyindrettede klinik befinder sig i et stort værelse i lejligheden på Paltholmvej, og er fuldt udstyret med to patientstole og de slibemaskiner, sterilisatorer og rensere, der er nødvendige for at drive en moderne klinik. Klinikken er også medlem af SADF, Sammenslutningen Af Danske Fodplejere.

Helle Soltauw har ved siden af klinikken et deltidsjob i Gladsaxe Kommune, imens hun opbygger sin nye kundekreds.

"Jeg bruger meget tid på at opbygge ny hjemmeside og gøre opmærksom på klinikken på Facebook. Og mine veninder er sindssygt gode til at fortælle det videre", siger hun.

Målet er at komme i selvstændige lokaler, og indtil videre nyder Helle Soltauw sin nye tilværelse som selvstændig.

"Jeg er super glad, for det giver en frihed, men det giver også bekymringer", fortæller hun.

Publiceret 16 September 2019 09:25