Arkivfoto

Arkivfoto

Lyngholmskolen søger frivillige 'skolevenner' som vil gøre en forskel

På Lyngholmskolen i Farum er der brug for frivillige 'skolevenner' i indskolingen, som kan hjælpe børnene både fagligt og socialt et par timer om ugen.

Af
Louise Mørch Vilster

Hos Lyngholmskolen i Farum søger de lige nu efter 'Skolevenner', som er frivillige, der har lyst til at bruge et par timer om ugen med en klasse og en lærer. En skoleven skal både hjælpe med at skabe mere fællesskab men også med at hjælpe den enkelte elev med at udvikle troen på egne evner. Det er især i indskolingen, at skoleleder Pia Christensen ser muligheder i at få hjælp af frivillige skolevenner.

"Vi ved fra forskningen at børns relationer til lærerne og andre tillidsvækkende voksne, er en af de aller vigtigste faktorer for deres læring og trivsel. Derfor vil vi på Lyngholmskolen gerne have frivillige skolevenner tilknyttet vores indskoling," siger hun i en pressemeddelelse.

Skolevenner over hele landet

Skolevenner er samlet i den frivillige organisation Skolens Venner, der sikrer samarbejdet mellem skolerne og de frivillige. Der er afdelinger over hele landet og samlet cirka 100 aktive skolevenner. Foreningen er støttet af Danmarks Lærerforening, Skolelederforeningen og Danske Skoleelever.

Opgaverne for en skoleven er at hjælpe eleverne med at med at være stille i timerne, holde koncentrationen, knække læse- og matematikkoden og tilegne sig sociale kompetencer. Det er læreren, der har ansvaret for indholdet i undervisningen, som skolevennen hjælper med at understøtte.

Styrke socialt og fagligt

Særligt hos Lyngholmskolen kan skolevenner være med til at gøre en forskel for elevernes trivsel, og sikre at det enkelte barn bliver set og hørt.

”På Lyngholmskolen har vi en mangfoldighed af elever fra mange forskellige kulturer. Vi ser det som en styrke at kunne bygge broer mellem kulturene og give alle vores elever de værktøjer - både fagligt og socialt - der skal til for at skabe sig et godt liv," siger Pia Christensen.

Hvis der er borgere i vores kommune, der har lyst til at blive skoleven i en klasse på Lyngholmskolen, kan de melde sig ind som skoleven på www.skolensvenner.dk eller kontakte Lyngholmskolens Skoleleder, Pia Christensen på tlf. 72164180.

Publiceret 17 September 2019 06:00