"Blækket er ikke en gang tørt på budgetaftalen, førend S løber fra aftalen", lyder det fra Venstres Gustav Juul. Arkivfoto

Borgerlig rasen: 'S løber fra aftalen'

"Blækket er ikke en gang tørt på budgetaftalen, førend S løber fra aftalen". Sådan lyder ordene fra Gustav Juul (V) i hælene på Henrik Poulsens udmelding om den kommende genforhandling af tilskuddet til den private fritidsordning, Kometen, på Marie Kruses Skole

Af
Helene Holm Stolle

Både Venstre og Konservative er rasende over den udmelding, som Henrik Poulsen (A), formand for udvalget for skole og ungdomsuddannelse, er kommet med om den kommende genforhandling af det kommunale tilskud til fritidsordningen Kometen på Marie Kruses Skole.

I den netop indgået budgetaftale mellem alle partier i byrådet er det nemlig aftalt, at den samarbejdsaftale, der er mellem Furesø Kommune og Marie Kruses Skole om et tilskud til fritidsordningen, Kometen, skal genforhandles med det formål at indgå en ny aftale. Men der er tilsyneladende ikke konsensus mellem partiernes opfattelse af ordlyden i budgetaftalen. For mens de borgerlige partier opfatter budgetaftalen som, at der vil blive indgået en ny aftale med Marie Kruses Skole om et tilskud i en eller anden form, opfatter Socialdemokratiet det åbenbart på en anden måde. I hvert fald har Henrik Poulsen givet udtryk for, at det eneste, der lige nu ligger fast er, at aftalen udløber i 2021, hvilket betyder, at det kommunale tilskud på 2,4 millioner kroner dermed er taget ud af budgettet fra 2022.

"Når vi lover en genforhandling med Marie Kruses Skole er det selvfølgelig for at se, om vi lægger vores penge de rigtige steder. Jeg er blevet oplyst af KL om, at ingen andre skoler i landet modtager et lignende tilskud, som det Marie Kruses Skole får i dag, og for mig er det vigtigt, at vi prioriterer vores folkeskoler og FFO'er mest muligt", lyder det fra Henrik Poulsen, og det har fået Gustav Juul (V) op af stolen.

"Blækket er ikke en gang tørt på budgetaftalen, førend S løber fra aftalen. Det er desværre et mønster, der bliver tydligere og tydeligere. Vi har set det med kunstgræsbanen i Hareskov, friplejehjem, el-ladestandere i det offentlige rum, delebilsordninger og grøn omstilling i forbindelse med lokalplaner. Og nu ser vi det også med aftalen om Marie Kruses Skole og Kometen. At holde borgmesteren op på idéer, der ikke er hans egne, er som at sømme budding fast på væggen", lyder det fra Gustav Juul (V).

Den konservative viceborgmester, Lars Carstensen, har heller ingen roser tilovers for Henrik Poulsens udmelding.

"Det lyder som om, Henrik Poulsen har misforstået budgetaftalen. Når vi skriver, at vi forhandler for at indgå en aftale, er det naturligvis det, vi gør. Man kan ikke altid få sin vilje i politik, og i dette tilfælde er jeg glad for, at det ikke er lykkedes Henrik Poulsen at ødelægge en privat fritidsordning, bare fordi den er privat. Måske skal Henrik Poulsen overveje, om han er den rette til at repræsentere kommunen i Marie Kruses bestyrelse", siger han til Furesø Avis.

Publiceret 25 September 2019 13:20