Modelfoto

Modelfoto

Furesø eSport er klar til første sæson

Furesø eSport er netop blevet godkendt som første esportsforening i Furesø. Allerede inden første træningsdag er der børn på venteliste

Af
Louise Mørch Vilster

Esport Nu kan børn og unge i Furesø Kommune også vælge at gå til esport på linje med håndbold, fodbold eller svømning. Furesø eSport er for nyligt blevet godkendt som folkeoplysende forening, som giver ret til en række tilskud, og de har netop holdt generalforsamling, hvor 60 personer dukkede op. Her blev Mogens W. Brolin valgt som formand for Furesø eSport. Foreningen har allerede et tæt samarbejde med Furesø Ungdomsskole og deres trænere i Farum.

I uge 40 begynder første sæson i den nye forening, som allerede har 40 betalende medlemmer i alderen 8-14 år, der enten kan spille Fortnite, Counterstrike: Global Offensive eller League of Legens. Furesø eSport har til huse i Farum, men har også planer om at få lokaler i Værløse og Hareskov inden for det næste år.

"Vi kan ikke få armene ned. Vi havde regnet med stor interesse, men vi har allerede venteliste til at spille Fortnite, mens der er få ledige pladser til CS:GO og League of Legends," fortæller Mogens W. Brolin.

Skal også dyrke motion

Han er selv far til tre børn, og kender derfor til mange forældres frustrationer over børn, der bruger for meget tid foran computeren. Derfor er det et krav hos alle medlemmer, at de samtidig har en plan for, hvordan de får dyrket motion ved siden af computerspillet.

"Det kan være, at man går til fodbold en anden dag, eller at man på en anden måde aftaler med sin esport-træner, hvordan man får nok fysisk aktivitet. Det kan også være, mens de er til esport. Hos for eksempel Astralis (et professionelt dansk counterstrike-hold red.) træner de lige så meget fysisk, som de spiller computer, for det bliver man nødt til for at være med på toppen. Men hos os handler det ikke kun om, at de skal være dygtigst, men også om at de skal være sunde," siger Mogens W. Brolin.

Derfor vil Furesø eSport gerne etablere samarbejde med idrætsforeninger i Furesø Kommune, så medlemmerne kan blive tilbudt et dobbelt medlemskab, og de er allerede i dialog med Farum Bokseklub og Værløse Gymnastik, men de vil gerne have kontakt til flere foreninger. Furesø eSport er optaget i DGI og trænergruppen har tidligere på måneden afsluttet deres DGI-eSport træneruddannelse.

Tryg computeroplevelse

Selvom børn og unge sagtens kan sidde hjemme på værelset og spille computerspil, betyder det meget at få vejledning og støtte fra trænere og holdkammerater. Især da forældrene oftest ikke ved særlig meget om esport, mener Mogens W. Brolin.

"Der er mange forældre, der ikke har kompetencerne til at støtte børnene i deres computerspil. Når børnene finder ind i den verden, skal de selv søge rundt i venskaber på nettet, og ofte ved de ikke, hvem folk er, og i nogle tilfælde går det galt. Derfor støtter vi dem i deres computerspilsoplevelse, så det bliver en sund og tryg oplevelse, og så de bruger timerne på en dannende og udviklende måde," siger han.

Når børn og unge taler og skriver med hinanden under computerspil kan tonen ofte blive hård, og det er også noget, som forældrene har svært ved at sætte ind over for, hvis de ikke ved, at det foregår. Hos Furesø eSport har de et etisk kodeks, som medlemmerne skal overholde.

"Det er meget vigtigt, at vi hjælper børnene til at udvikle et sprog som er fornuftigt, og som ikke sårer andre. Det er noget af det vigtigste ved at gå i en klub. Forældrene ser ofte ikke, hvad børnene skriver til hinanden, men vi kommer til at se det hele. Det er noget, vi vil være meget opmærksomme på," siger han.

For interesserede, der gerne vil spille Counterstrike eller League of Legends, er der første træningsdag torsdag den 3. oktober. Om mandagen spilles der Fortnite, hvor holdene allerede er fyldt op. Læs mere på furesoe-esport.dk.

Publiceret 28 September 2019 06:00