Hvem anden end Johnny Reimar kan være med, når Farum Bytorv holder oktoberfest på torsdag den 3. oktober. Pressefoto

Hvem anden end Johnny Reimar kan være med, når Farum Bytorv holder oktoberfest på torsdag den 3. oktober. Pressefoto

Du burde købe dig en tyrolerhat: Farum Bytorv inviterer til oktoberfest

Du kan godt finde tyrolerhatten og dine lederhosen frem, for på torsdag den 3. oktober inviterer Farum Bytorv til oktoberfest

Af
Helene Holm Stolle

Der er lagt op til en dag og aften af den helt særlige og festlige af slagsen, når Farum Bytorv på torsdag den 3. oktober holder længe åbent. Denne gang sker det som en oktoberfest, og det betyder, at du godt kan finde både tyrolerhatten, dine lederhosen eller den festlige heidi-kjole frem.

Lige fra dagens begyndelsen, når butikkerne åbner, er der masser af gode tilbud at finde, og som dagen skrider frem, stiger stemningen - og ellers sørger DJ Joakim Hediger helt sikkert for at sætte gang i den gode stemning, når han går bag mixerpulten på Store Torv mellem klokken 18 og 20.

Det er efterhånden en tradition, at Joakim Hediger, der i den grad var en af de fremtrædende skikkelser i mediebilledet i 90'erne, sørger for den rette stemning på Farum Bytorv ved de særlige aftenåbent-arrangementer, inden aftenen sluttes helt af med en koncert med et af de store, danske navne.

Der er efterhånden en tradition, at Joakim Hediger sætte den rette stemning på Farum Bytorv, når der er aftenåbent. Arkivfoto: Helene Holm Stolle

Der er efterhånden en tradition, at Joakim Hediger sætte den rette stemning på Farum Bytorv, når der er aftenåbent. Arkivfoto: Helene Holm Stolle

Joakim Hediger, der er vokset op i Birkerød men i dag bor i Farum, har da også altid haft et særligt forhold til byen.

"Jeg er opvokset i Birkerød, men da jeg var ung, hang jeg næsten mere ud i Farum end i Birkerød", har han tidligere fortalt til FuresøAvis og afsløret, at det særligt var det hedengangne diskotek Mainstreet, der i dag huser Farumhus Konditori, der var trækplasteret - og lokalradioen Radio New FM, hvor han arbejdede.

"Jeg var så meget i Farum, at det endte med, at jeg fik en lejlighed på Ryttergårdsvej. Det var billigere end at tage frem og tilbage mellem Farum og Birkerød," fortæller Hediger.

Syng med Johnny Reimar

Aftenen på Bytorvet sluttes som altid af med en koncert, og torsdag aften er det Johnny Reimar, der går på scenen - og han sørger uden tvivl for at sætte gang i festen og fællessangen, som der bør være til en oktoberfest.

I mere end 25 år har Johnny Reimar været kongen af oktoberfesterne især med sangen 'Du burde købe dig en tyrolerhat', og med sig til Farum Bytorv har han et stort repertoire af sine festlige sange.

Middag på Bytorvet

Helt som ved tidligere aftenåbent-arrangementer er der rig mulighed for at stille sulten på Bytorvet.

"I anledning af oktoberfesten er centret dækket op til middag og fest", lyder det fra centerkontoret, der også fortæller, at Slagter Jesper på torsdag laver et par særlige tyske retter, der passer godt til en oktoberfest nemlig: Karrywurst eller kleine Schweinshaxe med kartoffelsalat og flute. Derudover kan man også købe en tapasbakke.

Hos Café Petrine bliver der serveret en særlig oktoberfest-buffet, mens Osteboden står klar med en desserttallerken med fire særlige oste. Hos Irma er slagtermesteren klar med frikadeller og kartoffelsalat, mens der også er masser af mulighed for at stille sulten hos både Pizzeria & BurgerHouse og Joe & The Juice.

Publiceret 30 September 2019 08:22