Maria Fosgerau sammen med sine to børn Loui på 7 år og Andrea op 10 år, som har lavet armbånd, som hun vil sælge på loppemarkedet. Privatfoto

Maria Fosgerau sammen med sine to børn Loui på 7 år og Andrea op 10 år, som har lavet armbånd, som hun vil sælge på loppemarkedet. Privatfoto

Maria arrangerer loppemarked for 'Knæk Cancer' i Hareskov Hallen

Maria Fosgeraus mand blev sidste år ramt af nyrekræft og er heldigvis rask igen. Nu arrangerer hun loppemarked til fordel for 'Knæk Cancer'

Af
Louise Mørch Vilster

Indsamling Maria Fosgerau fra Hareskov By har i flere år haft lyst til at gøre noget ekstra til den årlige 'Knæk Cancer'-indsamling, der finder sted i uge 43. Selvom hun på arbejdspladsen samlede ind sammen med sine kolleger ved blandt andet at løbe og spinne, fik hun selv idéen til at holde et loppemarked til fordel for 'Knæk Cancer', hvor hele familien kunne være med.

"Jeg er altid gået op i det, og jeg har altid tænkt, hvorfor fik jeg ikke inddraget mine børn i indsamlingen," siger hun.

Sidste forår oplevede Maria Fosgerau selv at få sygdommen tæt inde på livet, da hendes kun 37-årige mand blev ramt af nyrekræft. Han blev opereret, og er heldigvis erklæret rask, men forskrækkelsen sidder stadig i Maria Fosgerau og hendes familie.

"Jeg tænkte ikke, at det ville ske for os, og slet ikke i den alder. Han var heldigvis rimelig heldig i sit forløb, men frygten sidder der stadig," fortæller hun og fortsætter:

"Derfor syntes jeg, at nu skulle vi være en del af landsindsamlingen."

Mange ledige boder

Maria Fosgerau er nu gået fra tanke til handling, og søndag den 20. oktober er der loppemarked i Hareskov Hallen fra kl. 10-16. Det er kvit og frit at få en bod på loppemarkedet, og det eneste krav er, at mindst halvdelen af indtægterne skal doneres til Hareskovs indsamling til 'Knæk Cancer 2019'.

Der er indtil videre booket 30 stande, men der skal være mindst 100, for at arrangementet bliver gennemført. Maria Fosgerau opfordrer derfor borgere fra hele Furesø Kommune om at melde sig til det velgørende arrangement, gerne sammen med hele familien.

Maria Fosgeraus datter har for eksempel lavet armbånd, som hun sælger. Men der er ingen begrænsning på, hvad der kan sælges som for eksempel bøger, tøj og kage. Og for dem, der ikke selv har lyst til at stå i en bod, er det muligt at give sine ting til fodboldklubben HIF Fodbold, som vil sælge tingene videre i deres bod.

"Vi bor i et område, hvor man står rigtig meget sammen, og kender hinanden på kryds og tværs, så jeg tror, at der er rigtig mange, der gerne vil bidrage," siger Maria Fosgerau.

Du kan melde dig til loppemarkedet ved at skrive til mariafosgerau@yahoo.dk.

Publiceret 12 October 2019 07:00

Gratis film med Farum Jazzklub

arrangement Gratis filmforevisning ved Farum Jazzklub inviterer til gratis filmforevisning for medlemmer i Grafen i Farum Kulturhus torsdag 21. november kl. 18.

Her viser man 'Round Midnight', en film om Dexter Gordon fra 1986.

Filmen er en Hollywood-produceret spillefilm der handler om Jazz og jazzmusikere i slutningen af 1950'erne. Dale Turner, der et jazzgeni på en saxofon, har svært ved at blive anerkendt i hjemlandet USA. Han flytter derfor til Paris, hvor han bliver venner med musikelskeren Francis, der designer plakater.

Filmen er både humoristisk og rørende og rummer mange musiske indslag med datidens musikere. I filmen medvirker bl.a Mads Vinding, Palle Mikkelborg, Herbie Hancock, John McLaughlin, Wayne Shorter, Ron Carter og flere andre.

Filmen viser omkostningerne ved en kunstnerisk aktivitet der er så intens og krævende, men samtidig er den en hyldest til det frigørende og inspirerende i jazzen.

Filmen er med engelsk tale og ikke tekstet.

jesl