Daginstitutionen Kildehuset i Farum Hovedgade skal efter planen flytte i nyrenoverede lokaler ved siden af Solvangsskolens FFO. Foto: Jens Berg Thomsen.

Daginstitutionen Kildehuset i Farum Hovedgade skal efter planen flytte i nyrenoverede lokaler ved siden af Solvangsskolens FFO. Foto: Jens Berg Thomsen.

Gustav Juul om flytning af Kildehuset: S manipulerer for at få deres vilje

Debatten om flytningen af Kildehuset er blusset op igen. Gustav Juul (V) anklager Socialdemokratiet for at ændre argumenter i sagen

Af
Louise Mørch Vilster

Flytning Debatten om flytningen af daginstitutionen Kildehuset er igen blusset op hos politikerne. I sidste uge kunne Furesø Avis fortælle, at Enhedslistens byrådsmedlem Øjvind Vilsholm øjner en kattelem til at beholde Kildehuset på Farum Hovedgade i stedet for at flytte det til lokaler ved siden af Solvangsskolens FFO, som blev besluttet med et snævert flertal i byrådet i 2018.

Debatten er opstået igen, fordi nye beregninger viser, at det bliver 5-10 millioner kroner dyrere at flytte institutionen på grund af myndighedernes krav til brandsikring, når både Solvangskolens FFO og Kildehuset skal ombygges og energirenoveres. Det vil gøre de to institutioner selvforsynende med energi og derved CO2 neutrale.

Socialdemokratiet manipulerer

Men også Gustav Juul fra Venstre er stor modstander af at flytte Kildehuset, og i et Facebook-opslag skriver han blandt andet, at Socialdemokratiet for tredje gang har ændret deres argumentation til, hvorfor det er nødvendigt at flytte institutionen.

"Jeg må sige at jeg er ved at være temmelig træt af socialdemokrater, der så groft manipulerer for at deres vilje. I sagen om lukning af institutionen Kildehuset, en institution som forældrene generelt har været rigtig glade for, har Socialdemokratiet, i jagten på at få deres vilje om flere megainstitutioner, skiftet argumentation nu for tredje gang. Først blev der argumenteret for lukning pga. en bedre økonomi i en større institution (nu viser det sig så at hele projektet risikere med at blive 10 mill. kr. dyrere end først antaget), så blev der argumenteret med at de pædagogiske forhold ville blive meget bedre ved en lukning og nu senest trækker S så klimakortet og insinuere på det tarveligste at andre partier ikke er miljøbevidste," skriver han.

Megainstitutioner

Gustav Juul var med på mødet den 2. oktober i Udvalget for natur, miljø og grøn omstilling, hvor medlemmerne skulle beslutte mellem to scenarier, som enten gjorde ombygningen fem eller 10 millioner kroner dyrere, end de 14,4 millioner kroner, der oprindeligt var sat af til Solvangsskolens FFO og Kildehuset. På mødet besluttede et enigt udvalg at udsætte beslutningen for at få fremlagt mere viden om, hvad det vil få af konsekvenser, hvis det oprindelige budget skal overholdes, samt hvis Kildehuset bliver i bygningerne på Farum Hovedgade.

Formand for udvalget, Lene Munch-Petersen (S), mener ikke, at Gustav Juuls kritik er berettiget.

"Jeg føler ikke, at vi har skiftet argumenter. Det handler både om bedre økonomi og pædagogik. Gustav har ret i, at der for et år siden ikke var tale om at energirenovere, men de to andre argumenter var de samme," siger hun og afviser, at Socialdemokratiet er ude på at bygge megainstitutioner på bekostning af mindre institutioner som Kildehuset.

"Vi har ingen ambitioner om at lave megainstitutioner, men vi har et ansvar for løbende at forbedre vores institutioner og gøre dem tidssvarende. Kildehuset ligger i en gammel købmandsbutik og er ikke velegnet til institution. Det vil koste for meget at sætte den i stand. Det nye sted Bifrost passer bedre til børnehave og institution, der er plads til flere børn, og der er mere plads udenfor," siger hun.

Nye forudsætninger

Lene Munch-Petersen var klar til at vælge den store løsning på 10 millioner kroner ekstra, men hun stemte alligevel for at vente til den 21. oktober på initiativ fra blandt andre Øjvind Vilsholm og Gustav Juul.

"Det var et ønske fra udvalgets side, at vente til alle er klar til at træffe en beslutning den 21. oktober. Jeg synes stadig, at den store energiløsning er den bedste løsning," siger hun.

For Gustav Juul bliver det fremlagt som om, at blandt andre Venstre ikke er energibevidste ved ikke at stemme for den store energirenovering men i stedet udsætte sagen. Han mener, at forudsætningerne for at flytte Kildehuset har ændret sig markant med den store ekstraregning på mindst fem millioner kroner.

"Problemet er, at hele forudsætningen for at lukke Kildehuset, med det nye og meget dyrere projekt, er skredet og det kalder på en genovervejelse. Det skylder vi de forældre i Kildehuset, som gerne vil bevare det og det skylder vi skatteborgerne, " skriver han i sit opslag.

Publiceret 17 October 2019 06:30

Gratis film med Farum Jazzklub

arrangement Gratis filmforevisning ved Farum Jazzklub inviterer til gratis filmforevisning for medlemmer i Grafen i Farum Kulturhus torsdag 21. november kl. 18.

Her viser man 'Round Midnight', en film om Dexter Gordon fra 1986.

Filmen er en Hollywood-produceret spillefilm der handler om Jazz og jazzmusikere i slutningen af 1950'erne. Dale Turner, der et jazzgeni på en saxofon, har svært ved at blive anerkendt i hjemlandet USA. Han flytter derfor til Paris, hvor han bliver venner med musikelskeren Francis, der designer plakater.

Filmen er både humoristisk og rørende og rummer mange musiske indslag med datidens musikere. I filmen medvirker bl.a Mads Vinding, Palle Mikkelborg, Herbie Hancock, John McLaughlin, Wayne Shorter, Ron Carter og flere andre.

Filmen viser omkostningerne ved en kunstnerisk aktivitet der er så intens og krævende, men samtidig er den en hyldest til det frigørende og inspirerende i jazzen.

Filmen er med engelsk tale og ikke tekstet.

jesl