Arkivfoto: Jens Berg Thomsen

Arkivfoto: Jens Berg Thomsen

Enigt byråd bag nyt budget

"Den reelle effekt kan man nok sætte spørgsmålstegn ved," lød det om opnormering af pædagoger

Af
Jens Berg Thomsen

penge Furesø Kommunes budget for 2020 er på plads, efter samtlige partier i byrådet onsdag stemte en ny aftale igennem.

"Jeg fornemmer, at der er opbakning i et budget, hvor vi får enderne til at mødes," lød konklusionen fra borgmester Ole Bondo Christensen (S).

Blandt andet er politikerne enige om ikke at udbyde tøjvask hos ældre, og så skal der fortsat laves mad på plejecenter Lillevang, indtil en udbygning er færdig. Derudover har Furesø sat tre millioner kroner yderligere af, for mens skatten holder sig i ro i Furesø, så risikerer kommunen stadig at bliver ramt af en statslig, kollektiv straf, da en række kommuner, blandt andet Fureøs nabo Allerød, sætter skatter op.

Viceborgmester Preben Pettersson (S) hæftede sig ved, at budgettet er "både økonomisk forsvarligt og fokuserer på kernevelfærd", og så var en forhøjet betaling for kommunenes FFO-ordning også taget af bordet.

"Vi fasstholder en stærk indsats på klima og miljø, og der er fortsat stram økonomistyring," sagde han blandt andet.

To minutter ekstra

Det store oppositionsparti Venstres gruppeformand Gustav Juul hæftede sig ved, at der var sat flere penge af til pædagoger, men så meget var det heller ikke, mente han.

"Hvis vi prøver at regne om til, hvad det betyder for det enkelte barn, så bliver det til to minutters ekstra pædagogtid pr. barn, så den reelle effekt, kan man nok sætte spørgsmålstegn ved," sagde han og hæftede sig også ved, at "det ikke er Venstrepolitik" at droppe udbuddet af tøjvask.

De konservatives Lars Carstensen hæftede sig ved, at partiet havde "fået mange af sine mærkesager med," men adresserede også det ekstra tilskud til FFO'en på Marie Kruses Skole, der nu er skudt til hjørne.

"Vi må se, hvor den ender," sagde han.

Undgik besparelser

"Dette budget vidner ikke om en kommune, der er kommet i højere velfærdsmæssigt gear. Vi undgik en masse besparelser, og det er alt sammen godt. Vi hævede dog ikke vores skatter i år, og jeg mener, at det kunne vi godt. Allerød har vist vejen ved at hæve grundskylden. Vi kunne også gå den vej," lød det fra Enhedslistens Øjvind Vilsholm.

"Jeg er bekymret, for det er et budget i status quo. Vi kan ikke følge med samfundsudviklingen," sagde Dansk Folkepartis

Carsten Svensson.

Publiceret 05 November 2019 11:49

Gratis film med Farum Jazzklub

arrangement Gratis filmforevisning ved Farum Jazzklub inviterer til gratis filmforevisning for medlemmer i Grafen i Farum Kulturhus torsdag 21. november kl. 18.

Her viser man 'Round Midnight', en film om Dexter Gordon fra 1986.

Filmen er en Hollywood-produceret spillefilm der handler om Jazz og jazzmusikere i slutningen af 1950'erne. Dale Turner, der et jazzgeni på en saxofon, har svært ved at blive anerkendt i hjemlandet USA. Han flytter derfor til Paris, hvor han bliver venner med musikelskeren Francis, der designer plakater.

Filmen er både humoristisk og rørende og rummer mange musiske indslag med datidens musikere. I filmen medvirker bl.a Mads Vinding, Palle Mikkelborg, Herbie Hancock, John McLaughlin, Wayne Shorter, Ron Carter og flere andre.

Filmen viser omkostningerne ved en kunstnerisk aktivitet der er så intens og krævende, men samtidig er den en hyldest til det frigørende og inspirerende i jazzen.

Filmen er med engelsk tale og ikke tekstet.

jesl