Slangerupvej, rute 207, skal have en lavere hastighedsgrænse, mener Venstre. Foto: Google Maps

Slangerupvej, rute 207, skal have en lavere hastighedsgrænse, mener Venstre. Foto: Google Maps

Venstre vil sætte farten ned

En del af Slangerupvej i Farum skal være byzone med lavere fartgrænse, mener Venstre, der håber, at lastbiler vil køre igennem Allerød Kommune i stedet

Af
Jens Berg Thomsen

trafikpolitik Delen af Slangerupvej mellem kasserneområdet og Hillerødmotorvejen i Farum har udviklet sig til at være mere bebygget, og derfor skal hastighedsgrænsen på strækningen sættes ned. Sådan lyder et forslag fra Venstre i byrådet i Furesø, der præsenterede ideen forleden på byrådsmødet.

Vikarmedlemmet Flemming Oppfeldt fremlagde sagen for byrådet og henviste til i sommer, da vejstykket var spærret nogle dage i forbindelse med et broarbejde.

"Der var nogle dage i juni, hvor Slangerupvej var spærret, og det gav jo en usigelig fred. Fuglene kunne høres i det fjerne, og man kunne også høre børnenes leg," sagde han på byrådsmødet.

"Derudover ved vi, at støj stresser, og det forkorter vores liv. Vi har to store støjkilder i form af Hillerødmotorvejen, som vi ikke kan gøre noget ved, og så Slangerupvej, som vi kan gøre noget ved," sagde han.

Håber at lastbiler kører en anden vej

Forslaget lyder, at man skal gøre stykket fra kassernen og frem til motorvejen til byzone, så man i stedet for at kunne køre 70-80 kilometer i timen, som man kan i dag, maksimalt må køre 50 kilometer i timen.

Håbet er også, at lastbiltrafikken i stedet vil benytte Nymøllevej i Allerød Kommune til at nå frem til motorvejen. Det er ifølge Venstres forslag "en industrivej, der ikke går igennem beboede områder," står der.

"Det vil være mere rimeligt. Det, der engang var omfartsvejen mellem kassernen og et sommerhusområde, er blevet tættere bebygget, så det er ikke korrekt at have 80 kilometer i timen der. Der er fire lyskryds og en rundkørsel inden for en kort afstand. Det mest groteske er, at fra rundkørslen og ned mod kasserneområdet, er hastighedsgrænsen 80 kilometer i timen, og det er det mest bebyggede område.

Der bør være en anden hastighedsgrænse," lød det fra Flemming Oppfeldt.

"Vi har ydermere fået en rapport fra Cowi, der viser, at to af krydsene er meget farlige. En lavere hastighed vil betyde større sikkerhed," sagde Flemming Oppfeldt.

"Et overordentligt godt forslag"

Han fik støtte i byrådet af Øjvind Vilsholm fra Enhedslisten.

"Jeg synes, det er et overordentligt godt forslag. Når Venstre stiller et godt forslag, så skal det også roses, og jeg mener, at det er alle de rigtige argumenter med støj og trafiksikkerhed. Derudover er der også partikelforueningen. Hvis resultatet er, at der kører lidt færre biler igennem vores kommune, så vil vi også få en bedre sundhedstilstand for borgerne," sagde han.

Borgmester Ole Bondo konkluderede, at byrådet var enige om at lade forvaltningen arbejde videre med hastighedsnedsættelsen.

"Tak for et velbegrundet og godt forslag. Jeg ved, at forvaltningen allerede er i kontakt med politiet, og dialogen er i gang. Vi går positivt videre med det," konkluderede borgmesteren.

Publiceret 07 November 2019 00:00

Gratis film med Farum Jazzklub

arrangement Gratis filmforevisning ved Farum Jazzklub inviterer til gratis filmforevisning for medlemmer i Grafen i Farum Kulturhus torsdag 21. november kl. 18.

Her viser man 'Round Midnight', en film om Dexter Gordon fra 1986.

Filmen er en Hollywood-produceret spillefilm der handler om Jazz og jazzmusikere i slutningen af 1950'erne. Dale Turner, der et jazzgeni på en saxofon, har svært ved at blive anerkendt i hjemlandet USA. Han flytter derfor til Paris, hvor han bliver venner med musikelskeren Francis, der designer plakater.

Filmen er både humoristisk og rørende og rummer mange musiske indslag med datidens musikere. I filmen medvirker bl.a Mads Vinding, Palle Mikkelborg, Herbie Hancock, John McLaughlin, Wayne Shorter, Ron Carter og flere andre.

Filmen viser omkostningerne ved en kunstnerisk aktivitet der er så intens og krævende, men samtidig er den en hyldest til det frigørende og inspirerende i jazzen.

Filmen er med engelsk tale og ikke tekstet.

jesl