Modelfoto

Modelfoto

Furesø hjemtager affaldshåndtering efter usikker privat renovatør

Fra januar skifter affaldshåndteringen hænder fra privat renovatør til et fællesskommunalt selskab med fire andre kommuner

Af
Louise Mørch Vilster

Affald Furesø har sammen med fire andre kommuner valgt at danne deres eget affaldsselskab. De øvrige kommuner er Vallensbæk, Ishøj, Albertslund og Ballerup, og dermed opsiger kommunen den private renovatør, der i øjeblikket står for affaldshåndteringen. Det skriver Furesø Kommune i en pressemeddelelse.

Det nye affaldsselskab opstår, fordi der er usikkerhed om den private renovatør, som i de fem kommuner tidligere i 2019 valgte at opsige kontrakten. Det skete med begrundelsen, at kontrakten var tabsgivende. Efterfølgende trak renovatøren opsigelsen tilbage, men episoden har fået kommunerne til at tvivle på, om renovatøren på sigt ville kunne udføre en pålidelig affaldsindsamling.

Mindre takststigning

Det nye kommunale affaldsselskab, Ressourceindsamling A/S, begynder allerede at hente borgernes affald fra begyndelsen af 2020. Kontrakten mellem kommunerne løber indtil maj 2021.

"Det handler kort og godt om at sikre, at borgerne får hentet deres affald. Opgaven skal løses til borgernes tilfredshed, til gavn for miljøet og ikke mindst på en økonomisk forsvarlig måde. Hvem der løser opgaven efter foråret 2021, må vi se på sammen med de andre kommuner. Vi står i en situation, hvor vi er nødt til at gøre noget nu, så borgerne får hentet deres affald. Det føler jeg mig overbevist om, at vi har fundet en god løsning på med det nye, kommunale selskab", siger formand for Udvalg for natur, miljø og grøn omstilling, Lene Munch-Petersen (A).

Borgere i de fem kommuner vil opleve en takststigning på 140 kr. pr. år per hustand. Det bliver de samme lastbiler, der henter affaldet, og affaldssorteringen og tømmedagene er også de samme.

"Takststigningen kunne vi ikke komme udenom – uanset hvem, der henter affaldet. Det har bare vist sig at være dyrere end antaget at få hentet affaldet, og underskuddet ville kommunerne alligevel skulle dække på et tidspunkt. Nu tager vi en mindre stigning samtidig med oprettelsen af det nye selskab, så vi ikke får store ekstraregninger, der må resultere i besparelser andre steder", siger Lene Munch-Petersen."

Publiceret 08 November 2019 18:00

Gratis film med Farum Jazzklub

arrangement Gratis filmforevisning ved Farum Jazzklub inviterer til gratis filmforevisning for medlemmer i Grafen i Farum Kulturhus torsdag 21. november kl. 18.

Her viser man 'Round Midnight', en film om Dexter Gordon fra 1986.

Filmen er en Hollywood-produceret spillefilm der handler om Jazz og jazzmusikere i slutningen af 1950'erne. Dale Turner, der et jazzgeni på en saxofon, har svært ved at blive anerkendt i hjemlandet USA. Han flytter derfor til Paris, hvor han bliver venner med musikelskeren Francis, der designer plakater.

Filmen er både humoristisk og rørende og rummer mange musiske indslag med datidens musikere. I filmen medvirker bl.a Mads Vinding, Palle Mikkelborg, Herbie Hancock, John McLaughlin, Wayne Shorter, Ron Carter og flere andre.

Filmen viser omkostningerne ved en kunstnerisk aktivitet der er så intens og krævende, men samtidig er den en hyldest til det frigørende og inspirerende i jazzen.

Filmen er med engelsk tale og ikke tekstet.

jesl