Solvangsskolens FFO i Farum. Arkivfaoto: Jens Berg Thomsen.

Solvangsskolens FFO i Farum. Arkivfaoto: Jens Berg Thomsen.

Institutioner i Farum kan endelig renoveres

Solvangsskolens FFO og Kildehuset, der flytter i nye lokaler ved siden af, kan snart komme i gang med udskudt ombygning

Af
Louise Mørch Vilster

ombygning Den længe ventede renovering af Solvangsskolens FFO og flytningen af daginstitutionen Kildehuset til lokaler ved siden af kan nu endelig gå i gang. Det sker efter, at et flertal i byrådet den 30. oktober afsatte 20 millioner kroner til det store projekt.

"Jeg ved, Solvang FFO har kasser stående og venter utålmodigt på at flytte ud, så deres FFO kan renoveres og give bedre rammer for børnene. Forældre og pædagoger har fået deres ønsker til ombygningen opfyldt," siger Henrik Poulsen (A), formand for Udvalg for skole og ungdomsuddannelse i en pressemeddelelse.

Nyt udeareal

Kildehuset flytter til nyrenoverede lokaler i det gamle Bifrost. Ruminddelingen vil skabe store, homogene grupperum, som kan deles op i mindre legezoner, stillezoner og kreative hjørner. Der kommer flere toiletter, mere plads i garderoben og handicapvenlige forhold.

Den største forandring for børn og voksne bliver udearealet. Vuggestuen får en skærmet legeplads med plads til sanselege, løbecykler mm. Børnehavens legeplads bliver stor og med mange zoner, der understøtter børnenes udvikling.

Der vil være områder med fysiske, motoriske lege, cykellege, plads til sociale fælleslege, kreative udeværksteder. Desuden vil man dele noget plads med FFO og dermed kunne komme hen til dyr.

Udover godt 14 mio. kr. til at ombygge Solvang FFO og Bifrost til Kildehuset, investeres op til 6,5 mio. kr. til energirenovering, der optages som et energilån, og som vil optimere de to institutioners varmeforsyning, ventilation og elinstallation med LED belysning mv. Projekteringen går i gang nu, skriver Furesø Kommune i pressemeddelelsen.

Publiceret 15 November 2019 10:00