Klaus Brohammer og hans kone Lis i deres kommende bolig. Foto: Louise Vilster

Klaus Brohammer og hans kone Lis i deres kommende bolig. Foto: Louise Vilster

Klaus og Lis trådte ind i deres kommende bolig i seniorbofællesskab

Efter syv års venten kunne Seniorbofællesskabet Midgård holde rejsegilde

Af
Louise Mørch Vilster

Det kommende seniorbofællesskab Midgård har efterhånden været mange år undervejs, men projektet har nu rundet en meget håndgribelig milepæl. Mandag den 4. november var der rejsegilde på byggeriet, som består af 29 lejeboliger i tre etager, og som ligger midt i mellem Farum Bytorv og Farum Midtpunkt.

Det er OK-Fonden, som i samarbejde med Seniorbofællesskabet Midgård opfører boligerne, der efter planen står klar til indflytning i sommeren 2020. Der er stadig tre boliger tilbage i det nye seniorbofællesskab, hvor kravet er, at man skal være fyldt 55 år og ikke have hjemmeboende børn.

Fra Rødovre til Farum

Det vil sige, at om under et år kan 75-årige Klaus Brohammer flytte ind i bofællesskabet med sin kone Lis. Til rejsegildet trådte de ind i omridset af deres nye lejlighed, der er midterstørrelsen på 85 kvadratmeter, og som ligger i stuen.

"Vi kan desværre ikke byde på kaffe," siger Lis og griner.

Parret bor lige nu i lejlighed i Rødovre, men har familie i Farum.

"Vi søgte begge et fællesskab med andre. Hvor vi bor nu, er der kun unge mennesker, som flytter ud og ind hele tiden," siger Klaus Brohammer og fremhæver det gode sammenhold, som der allerede er blevet skabt med de kommende naboer. De har allerede været på mange ture sammen, som i teatret, biografen samt været ude at sejle.

"Vi har et fantastisk godt fællesskab, og vi er kommet så tæt på hinanden. Jeg kan ikke forestille mig, at det bliver dårligt," siger han og glæder sig til til at spille bordtennis og billiard med de andre beboere og tage på mange ture.

En lang proces

Til rejsegildet var der taler af blandt andre borgmester Ole Bondo Christensen (S).

"Det er kun et halvt år siden, at der var første spadestik. Det er fantastisk, hvad der er sket på det halve år," sagde han og takkede håndværkere og arkitekter.

Ole Bondo Christensen lagde heller ikke skjul på, at seniorbofællesskabet har været lang tid undervejs. Det er nu syv år siden, at en gruppe borgere tog initiativ til Midgård efter et stort fællesmøde om bofællesskaber.

"Det har været en lang proces for jer, og I har kigget stramt på os i byrådssalen," sagde han henvendt til borgergruppen.

"Vi vil gerne være os selv, men vi vil også være sammen med andre, og det her er vejen frem," fortsatte Ole Bondo Christensen i det, som bliver bofællesskabets aflange fælleshus.

Direktør i OK-Fonden, Eva Lunding Olsen, takkede blandt andet Furesø Kommune og beboerne, der har kæmpet for deres sag.

"I har holdt fanen højt. Jeg håber, I får fællesskabet til at vokse," sagde hun.

Især det seneste år har Seniorbofællesskabet Midgård taget fart, og beboergruppen har derfor skulle træffe mange beslutninger i fællesskab. Det fortæller Gertrud Kjær Andersen, der som en af de få har været med helt fra starten.

"Vi har en meget flad struktur, og alle beslutninger bliver taget i fællesskab og helst med konsensus. Det eneste vi ikke havde konsensus om, var om vi skulle have en flagstang. Det blev vedtaget med et snævert flertal," siger hun og smiler.

Gertrud Kjær Andersen glæder sig til at flytte ind i bofællesskabet til næste år.

"Jeg vil gerne bo med jævnaldrende, og jeg vil gerne være aktiv. Jeg kan ikke forestille mig at bo mutters alene," siger hun.

Publiceret 15 November 2019 13:30