Modelfoto: Adobe Stock

Modelfoto: Adobe Stock andov - stock.adobe.com

Furesø i top med at skabe job

Havde i 2018 regionens største procentvise vækst

arbejdsmarked Virksomhederne i Furesø fik et travlt 2018 med regionens største procentvise vækst i antallet af arbejdspladser.

Konkret blev der i Furesø i 2018 skabt 704 nye arbejdspladser. Samlet var der i slutningen af 2018 14.110 arbejdspladser i Furesø.

Antallet af arbejdspladser opgøres årligt, og brancherne med de største stigninger var i 2018 forskning og udvikling med 39 procent, efterfulgt af fødevarer med 38 procent, elektronikindustri med 34 procent, og it- og informationstjenester med 17 procent, skriver Furesø Kommune i en pressemeddelelse.

Ibsen Photonics er en af de virksomheder i Furesø Kommune, der gennem de senere år har oplevet en stor vækst, hvilket har betydet, at virksomheden også har udvidet sin medarbejderstab.

"Vi har et godt og tæt samarbejde med Jobcenter Furesø, hvor vi via rekrutteringsseancer har fået ansat nogle af de medarbejdere, som vi har haft brug for. Det har været dygtige og kompetente kandidater, der nu er blevet loyale medarbejdere i vores virksomhed. Det er på alle måder en win-win-situation," udtaler vicepresident i Ibsen Photonics Lars Bo Madsen i pressemeddelelsen.

Ledighed på 2,3 pct.

Samtidig er den helt aktuelle ledighed på kun 2,3 procent i september 2019 den næstlaveste i regionen, kun overgået af Allerød.

"Sammen tegner de et billede af, at arbejdsmarkedet i Furesø er i topform," udtaler formand for Furesø Industri Mogens Brusgaard i pressemeddelelsen.

jesl

Publiceret 19 November 2019 13:15