Furesø Avis får ny ejermand i form af Sjællandske Medier. Foto: Jens Berg Thomsen

Furesø Avis får ny ejermand i form af Sjællandske Medier. Foto: Jens Berg Thomsen

Furesø Avis får ny ejer

Sjællandske Medier overtager 13 nordsjællandske ugeaviser

medienyt Furesø Avis skifter hænder. Sjællandske Medier, der blandt andet står bag dagbladet Frederiksborg Amts Avis, overtager i alt 13 nordsjællandske ugeaviser - heriblandt Furesø Avis. Skiftet sker til nytår, skriver selskabet i en pressemeddeelse.

Med overtagelsen når Sjællandske Medier op på i alt 49 ugeaviser på Sjælland - fra Gilleleje i nord til Møn i syd. Købet gælder også Erhvervsavisen Nordsjælland.

"Købet markerer et stort skridt i Sjællandske Mediers ambition om at dække hele Sjælland med nærværende og vedkommende lokaljournalistik," står der i en pressemeddelelse.

"Vi overtager 13 veldrevne lokale ugeaviser og en erhvervsavis, som alle er journalistisk vigtige og som gør en forskel for det lokale samfund og - demokrati. De er pænt overskudsgivende, og hver især har den førende lokale position annoncemæssigt i et område med Danmarks stærkeste købekraft. De supplerer vores egen portefølje af økonomisk sunde ugeaviser rigtig fint, og vi får samtidig gode muligheder for at skabe en endnu stærkere ugeavisforretning i kraft af den samlede markedsposition og de mange kompetente medarbejdere, der nu bliver en del af Sjællandske Medier," siger Jens Nicolaisen.

"Det er selvsagt med vemod, at vi nu siger farvel til vores sjællandske ugeaviser. Vi har været stolte ejere af ugeaviserne og har glædet os over at kunne bidrage til den lokale oplysning og det lokale demokrati. Men konsolidering er en forudsætning for langsigtet økonomisk bæredygtighed i dette marked. Da lokaljournalistik er selve omdrejningspunktet for Sjællandske Medier, er det oplagt, at det netop er her, konsolideringen sker. Vi er ikke i tvivl om, at vores sjællandske ugeaviser overtages af en virksomhed, som vil kere sig om lokaljournalistikken og nu får den nødvendige slagkraft til den fortsatte udvikling af den lokale ugeavisjournalistik," siger Stig Kirk Ørskov, der er administrerende direktør for JP/Politikens Hus og også er bestyrelsesformand for Politikens Lokalaviser A/S.

jbt

Publiceret 20 November 2019 13:05