"Vi er ikke et sekund i tvivl om, at de bedste fodboldspillere er dem, der er hele mennesker," siger direktør i FCN, Søren Kristensen. Foto fra mks.dk

FCN starter HF-linie sammen med Kruses Gymnasium

Fodboldklubben vil skabe de bedst mulige rammer for unge atleter til både at kunne være ambitiøse omkring deres sport og uddannelse - det bliver nu muligt fra sommeren 2020 sammen med Kruses Gymnasium i Farum

HF-linie Fra sommeren 2020 vil Kruses Gymnasium og FC Nordsjælland (FCN) i samarbejde tilbyde en ny HF-linie, hvor uddannelse på højt niveau kan kombineres med elitesport på højt niveau. HF-linien henvender sig til alle unge mennesker med interesse for og hverdag i sport på højeste plan.

Den nye HF-uddannelse er åben for alle interesserede, men samarbejdet mellem Kruses Gymnasium og FCN giver en særlig mulighed for at kombinere uddannelse og elitesport. Som HF-elev på Kruses Gymnasium vil man således kunne studere på lige vilkår med andre og samtidig opnå den fleksibilitet i forhold til morgentræninger og sportsbetinget fravær, som er nødvendig for at kunne dyrke sin sport på eliteniveau, fremgår det af en pressemeddelelse.

Prioriterer skoleuddannelse

"Vi er af den overbevisning, at vi ikke arbejder med dygtige fodboldspillere, der tilfældigvis er mennesker. Vi arbejder med mennesker, der tilfældigvis er dygtige fodboldspillere. Vi er ikke et sekund i tvivl om, at de bedste fodboldspillere er dem, der er hele mennesker. Derfor prioriterer vi, at vores unge spillere på akademiet, både piger og drenge, skal kunne tage en skoleuddannelse ved siden af deres fodbolduddannelse hos os i FCN. Det vil vi strække os langt for at kunne sikre vores spillere muligheden for, selv om et fodboldakademi kræver meget tid af de unge mennesker. Den mulighed får vi nu i samarbejdet med Kruses Gymnasium," siger direktør i FCN, Søren Kristensen.

Hverdagen på et fodboldakademi indeholder ofte morgentræning i hverdagen og kampe i weekenden, ligesom der er en del rejser til internationale turneringer og med ungdomslandshold. For de unge spillere, der rykkes op i Superligatruppen, bliver det endnu sværere at få hverdagen til at gå op med skolegangen. Det samme kan være gældende for unge talentfulde og ambitiøse atleter indenfor andre sportsgrene.

Derfor er der behov for en uddannelse, som kan rumme den krævende hverdag for unge atleter, men som ikke går på kompromis med niveau eller ambition på det faglige plan - og lige præcis det er udgangspunktet for FCN og Kruses Gymnasium i det nye samarbejde, fremhæves det.

"Vi ved, hvor meget det kan gavne en spiller at have noget andet at gå op i, både når det går godt og mindre godt med sporten. Og vi tror på, at uddannelse og dannelse er lige så vigtige dele af en komplet professionel fodboldspiller, som selve spillet på banen er. Derfor er vi meget glade for, at vi har fundet en lokal partner i Kruses Gymnasium, som gerne vil være med til at facilitere en hverdag, der kan give de unge mennesker det bedste fra begge verdener. Og som vil være åben for piger og drenge fra andre sportsgrene også. Vi ved, at Kruses står for et højt fagligt niveau og sunde værdier, og vi glæder os meget over, at vi nu kan tilbyde denne uddannelse sammen," siger Søren Kristensen.

Skolen glæder sig også

Det meste af undervisningen på HF-linjen kommer til at foregå på Kruses Gymnasium, men kan og vil også finde sted på Right to Dream Park.

Også på skolen glæder man sig over at kunne tilbyde det nye og spændende samarbejde.

"Vi deler tilgangen til unge mennesker med FCN i mange henseender. Det handler først og fremmest om at møde dem med høje forventninger og samtidig sørge for, at de får den nødvendige opmærksomhed og støtte til at håndtere de krav, der bliver stillet til elitesportsudøvere eller studerende på en ungdomsuddannelse," siger rektor for Kruses Gymnasium – STX & HF, Carsten Gade. Han fortsætter:

"Vi er meget optagede af at gøre vores elever til hele mennesker med en sund indstilling til tilværelsen og det fællesskab, de indgår i. FCN's ønske om at skabe balance mellem fodbold og uddannelse for deres spillere harmonerer derfor glimrende med Kruse HF."

Læs mere om FC Nordsjællands og Kruses Gymnasiums fælles HF-linje her: mks.dk/gymnasium/hf-kruse/fagpakker/fcn-hf

mik.

Publiceret 22 November 2019 11:00