På fredag sker det: Det store juletræ tændes i Værløse

På fredag tændes juletræet på Værløse Bymidte. Julemanden ankommer i år i hundeslæde

Af
Louise Mørch Vilster

Juletræstænding Der er fuldt program, når der er juletræstænding på Værløse Bymidte fredag den 29. november. Butikkerne har samtidig åbent til kl.20 i anledning af Black Friday, og i den forbindelse er der også åbent i Julemandens Legestue og Værksted fra kl. 9.30-20, hvor børnene kan være kreative, mens forældrene handler.

Den traditionsrige juletræstænding starter kl.16, hvor butikkerne serverer gratis æbleskiver, og imens spiller Nisseorkestret julemelodier. Kl.16.45 bringes julelyset frem af koret fra Værløse Kirke samt Søndersøskolens talentkor. Korene går fra kirken ned gennem bymidten med lys og sang. Kl. 16.50 overrækkes julelyset til borgmester Ole Bondo, der holder sin juletale.

Danses om juletræ

Kl. 16.55 skal der kaldes på Julemanden, som i år ankommer i hundeslæde og Julemanden og borgmesteren tænder sammen det store juletræ. Derefter skal der dannes om juletræet, og synges julesange sammen med Søndersøskolens Talentkor og Værløse Kirkes Kor.

Kl. 17.15-18 deler julenisserne gratis slikposer ud til børnene, som bagefter kan fortælle deres ønsker til Julemanden. Se hele programmet på Værløse Bymidtes Facebook-side.

Publiceret 28 November 2019 11:53